Interview med Helga Mejlby
Daugårdsvej 5
(Tine Rydahl, juni 2021)
Barndommens feriebesøg på Gyvelvej
”Jeg er kommet i Skovgårde siden jeg var 9-10 år, dvs. fra ca. 1961-62. Min skoleveninde Margit Christiansens far var tømrer ved Richard Nissen i Langå og familien havde sommerhus på Gyvelvej 12, på hjørnet af Gyvelvej og Slåenvej. Jeg husker vi kørte over Vivild ad den gamle vej ned til Margits - alle os 6 i en lille bil. Det var før Nordkystvejen var anlagt.
I huset var der ét køjerum med 6 køjer, her sov hendes 2 brødre, hendes far og mor, samt Margit og jeg. Jeg husker, at vi sad på bænke fra togfabrikken Scandia i Randers.
Der var et toilet med træk og slip udenfor i et anneks, så man skulle over grunden for at komme på toilet. Denne bygning er i dag revet ned, men selve huset er det samme som i dag.
Margit, der i dag er tandlæge i København, har jeg desværre ikke kontakt til mere.
25.000 for en klat sand!
Min mor, Dagny Norup Møller, drev købmandsbutik i Langå, så jeg havde altid et halvt pund kaffe med, når jeg skulle med i sommerhus - det var populært. Min far havde dissemineret sklerose og sad i kørestol. Mor drev derfor butikken alene og gjorde det godt. Hun var en driftig kvinde, der satte ting i værk. Hun fik bygget købmandsforretningen op til en pænt stor butik og byggede ud og ovenpå, så min far kunne være hjemme længere tid, trods sygdommen.
Mor kunne godt tænke sig et sommerhus i Skovgårdeområdet og havde i et stykke tid kørt Djursland rundt for at finde grunde eller huse til salg. En lørdag i sommeren 1969 så hun en annonce i Randers Amtsavis og så snart butikken lukkede, skyndte hun sig herud. Det var de to grunde på Daugårdsvej 3 og 5, der var til salg. Ejeren var højskoleforstander Rick, der havde hus overfor, på Borgmestervangen 1. Grundene havde han købt af Carl Skovsen, men nu skulle de sælges videre. Min mor købte nr. 5 for 25.000. Jeg var på Bornholm den sommer, så jeg var ikke hjemme, da hun købte grunden.
Udsigt ned mod vandet
”25.000 for en klat sand”! lød det vantro fra folk i Langå. Men min mor var sikker i sin sag og blev meget glad for stedet og det hus, som hun fik bygget. Hun sagde altid. ”Det er de bedste penge, jeg nogensinde har investeret”.
Her ses, at grunden nedenfor Helgas mors hus endnu ikke var bebygget
Min bror var murerlærling og han plus en murersvend, samt to tømrerlærlinge Tom Søvsø, kaldet ”Tomse” og Poul Erik byggede huset med god hjælp af min onkel og en ældre mand fra Langå, der hed Alfred Arendt. Hans søn Kurt Arendt havde i øvrigt sommerhus på Rødkløvervej 9. Alfred havde været tømrer ved Statsbanerne.
Min far var kommet på Asferg plejehjem i 1968 og boede der til sin død i 1993, men til at begynde med var han også tit med i Skovgårde, og derfor er badeværelset bygget så stort, som det er.
Helgas far og mor på terrassen i Skovgårde
Jeg hjalp min mor f.eks. med at skære beplantning ned i sommerhuset, mens vi var alene. Vi havde ikke strøm i starten, men min mor havde fået trukket rør til det. Så da hun vandt 5000 kr. i landbrugslotteriet, fik vi strøm lagt ind i 1971. Jeg husker, jeg før dette var til teltbal i Fjellerup med min søster og kusine. Pludselig kom jeg i tvivl om, hvorvidt, jeg havde huset at slukke stearinlysene? Jeg løb hele vejen hjem i susende fart!
Helgas søster på terrassen
Vi startede også med gamle møbler fra mine bedsteforældre. Jeg har stadig en kommode, min mor har malet. Min mor var meget til blomster og den slags og huset var mere spraglet indrettet end i dag.
Interiør fra huset i Helgas mors tid, bl.a. kommoden, der er malet om flere gange
Der har altid været liv og glade dage herude i sommerhuset. Engang efter en familiefest med 40 mennesker på Spentrup kro, inviterede min mor alle med ud i sommerhuset bagefter.
Spisestuen i Helgas mors tid
Hun afholdt også hyggelige frokoster med sine købmandskolleger og var bl.a. aktiv i Købmandsforeningen og fik sågar en rejse til USA i 1978 fra denne forening.
Helgas mor har købmandskolleger til frokost i Skovgårde
Skovgårde var et fristed for en aktiv kvinde som hende med en syg mand. Også et fristed ift. butikken. Dengang var der ikke døgnkiosker eller længe åbent alle steder, så man ringede på hos min mor om aftenen for at købe øl osv. Mor kom herud til Skovgårde lørdag efter lukketid og kørte ofte hjem mandag morgen kl. 6, så hun var hjemme til kl. 7, når mælkemanden kom.
Helgas mor foran købmandsbutikken.
Købmandsbutikken blev afhændet i 1987.
Min mor var også gode venner med Peter og Meta Vinther, Hybenvej 1, (som jeg tidligere har skrevet om. Red). De boede også i Langå. Hun husker dem som særdeles rare og gæstfrie mennesker. Engang blev Peter og Metas søn Søren sendt op i min mors købmandsbutik efter en masse mandler. Men min mor troede, det var en fejl, for det var ikke jul, så Søren måtte gå over i Brugsen for at få mandlerne. Det viste sig så, at Meta skulle bruge dem til en til kransekage til min fars 50 års fødselsdag. Den historie har vi siden grinet meget af – min mor var noget led ved tanken om at min far fik kage med mandler fra Brugsen!
Køkken og gang før renoveringen
Hundene
Efter et indbrud i butikken fik min mor en schæferhund, en skilsmissehund, der hed Lisa. Den reddede hende fra et egentligt røveri. Nogle mænd ringede på, men da de hørte Lisa gø, gik de i stedet over i Brugsen og slog uddeleren ned! Lisa var ellers sådan en sød og glad hund. Når de kom kørende til Skovgårde og den kunne begynde at se vandet, begyndte den at hoppe rundt i bilen af glæde.
Da Lisa måtte aflives, var ikke kun min mor, men også jeg selv, meget ked af det. Jeg skulle til et møde, men da alle kunne se, jeg havde grædt, synes jeg, jeg var nødt til at sige, at et nært familiemedlem var død!
Min hund Bonnie på besøg hos Helgas mor – ikke så sært, det trak at komme derop, når der vankede roulade med flødeskum!
Før vi fik Lisa, havde vi hver lørdag besøg af Golden Retrieveren Bonnie. Vi vidste ikke, hvor hun hørte til, men hver gang fik hun gode sager. På et billede spiser hun sågar roulade med flødeskum. Men pludselig en dag kom Bonnie ikke mere…(Det sjove er, at Bonnie faktisk var min barndoms hund! Jeg anede ikke, at hun listede fra Borgmestervangen 24 op til de rare mennesker på hjørnet. Bonnie døde som 10-årig i 1979. Red.)
Huset overtages
Min mor fik konstateret kræft i maj 2000 og døde 3 måneder senere. Jeg og min bror overtog huset i 2001, men senere overtog jeg det selv sammen med min mand Gunnar, som jeg lærte at kende i 1991. Gunnar har været ved politiet i al sin tid, mens jeg er uddannet pædagog og har arbejdet flere steder, bl.a. på familiehøjskolen ”Skærgården” og Stavanger lærerhøjskole, men sluttede som pædagog på Viborg sygehus. I 2011 blev alle over 55 år afskediget på Børneafdelingens sengeafsnit, således også jeg, der var knapt 60.
Helgas mor som pensionist
Da vi overtog huset, blev det renoveret. I dag lejes det ud nogle uger i juli og august, vi tager selv derud hver lørdag og stiller en flaske vin til de nye lejere, så håber vi de passer godt på huset.
På gamle billeder fra terrassen kan man se, hvordan man dengang kunne man se ud over det hele. Vi er glade for at der nu er blevet fældet noget på Borgmestervangen, hvilket har givet os bedre udsigt igen.
Udsigt fra huset i dag
Familien har været ramt af en del sygdom gennem tiden, herunder er mange ramt af sklerose. Både min bror og søster fik det også, men min søster, der i dag bor i Toronto, har det godt i dag. Hun følger også med på siden her. Min bror døde i 2019, efter at have været på plejehjem de sidste år.
Indenfor de senere år har Gunnar haft en blodprop i hjernen og senere et hjertestop, ligesom jeg selv har været syg, men nu har vi det godt og håber det fortsætter. Gunnar er nu så god, at han her i juni 2021 malede stort set alt træværk i sommerhuset – højre side er ikke så god som før, men så bruger han bare venstre hånd, han vil gøre så meget som muligt selv.
Vi klager ikke, ingen går ram forbi og jeg har heldigvis kunnet hjælpe min familie, når det har været nødvendigt.
Vi havde på et tidspunkt egentlig tænkt os at sælge sommerhuset, men så kom finanskrisen og i dag er vi glade for, at vi beholdt det”, slutter Helga.
Helga skrev et læserbrev til Jyllands Posten om sin seje mor