Om Johannes Sørensen

Nordkystvejen 63

Fortalt af Bitten Vindberg Nielsen


Johannes var en markant personlighed i Skovgårde og en stor del af områdets historie. Derfor er det dejligt, at Johannes´ papdatter Bitten Vindberg Nielsen har lavet denne fortælling om Johannes og Gerda (Bittens mor) samt om Johannes´ bror Frede. Bitten har desuden bidraget med billeder og en lommebog, hvor Johannes bl.a. har skrevet sine gøremål op i.

Johannes´ lommebog fra 1938

Et eksempel fra bogen

Han har ikke ligget på den lade side…

Bagerst i bogen er der sirlige regnskaber

Johannes og Fredes gård, Nordkystvejen 63

Johannes og Frede
"Jeg har været Johannes papdatter fra 1978 til hans død i 2008. Johannes kunne godt lide at diskutere på et seriøst plan, men hvis det kom til de følelsesladede områder, ville han ikke være med mere. Hvis vi f.eks. kom til at snakke om Frede og hans forhold, så sluttede samtalen - også hvis vi snakkede om hans mor. Følelser ville han ikke snakke om.

Men Johannes var en glad og positiv person. Han havde let til latter og kunne se det sjove i hverdagsoplevelser. Han var altid observerende. Han havde sine meninger og gav tydelig tilkende, hvis der var personer, som han ikke kunne lide. Han syntes f.eks. at ”private skilte” rundt i sommerhusområdet var en skændsel og latterlige.


Han havde heller ikke meget til overs for de kommunalt ansatte, som nægtede ham byggetilladelse til hans to strandgrunde for enden af Borgmestervangen. Disse fantastiske grunde blev han til sidst mere eller mindre tvunget til at forære beboerforeningen.

Tegning af gården

Frede havde fødselsdag 1. Juledag og vi var inviteret ned til hans fødselsdag et par gange. Johannes og Frede havde lavet julefrokost med det hele: sild, lun leverpostej, ost, snaps, øl m.m. Der manglede ikke noget. Der var dækket et fint frokostbord.

Det er rigtigt, som beskrevet andre steder, at Frede følte sig bedst tilpas derhjemme på gården. Han kom kun enkelte steder, enkelte gange, f.eks. når han blev inviteret til Antikgården, længere nede ad Nordkystvejen mod Fjellerup. Han var, hvad vi kalder for en eneboer. Han døde efter relativ kort tid på plejehjemmet Bakkely i Gjesing.
På gården i Skovgårde havde Frede og Johannes hver deres afdeling af huset. De havde fælles opholdsstue, men Johannes havde sit eget værelse og anretter-køkken.

Luftfoto af Johannes og Fredes gård, Nordkystvejen 63

Døren på gården var altid åben for gæster af meget forskellig slags. Der kom tyske feriegæster, familie, sommerhusgæster, naboer, bibelcamping personer m.fl. 

Johannes havde også mange venner, som spillede folkemusik på Djursland. Han kendte mange mennesker gennem folkedansen. Han var en legende blandt Djursland folkedansere og folkemusikudøvere. Måske var han leder af folkedansen i en periode. 

Johannes spiller op til folkedans på Sostrup

Som ung havde Johannes en drøm om at blive politibetjent. Den drøm gik dog aldrig i opfyldelse. Han var startet som elev i København, men under krigen, da tyskerne arresterede det danske politi, stoppede han uddannelsen og tog tilbage til Skovgårde. 


Personligt vil jeg vurdere, at Johannes som politibetjent ville have været på den rette erhvervshylde. Han havde stor tålmodighed, når han snakkede med mennesker.

Johannes som politielev

Ud over at arbejde hjemme i Skovgårde, arbejdede han i sine unge år som daglejer rundt på gårdene i nabolaget, f.eks. i Lystrup og Tustrup.

Johannes, der også var strandfoged, på stranden i Skovgårde

De sene år af hans liv arbejdede han og Gerda intensivt med bier. Det blev hans store interesse, som han fordybede sig i. Både med hensyn til såning af de rette biplanter og behandlingen af honningen på den mest skånsomme måde.

Johannes med bierne

Johannes og Gerda
I en sen alder mødte Johannes Gerda S. Jensen (Vindberg). De mødte hinanden første gang til en begravelse i Gjerrild. Gerda spurgte Johannes, om hvordan hun kunne lære at danse folkedans. Johannes dansede og spillede violin til folkedansen på Djursland.

Johannes i folkedanserdragt

Gerda i folkedanserdragt

Gerda og Johannas deltog også i dilettant.

Johannes og Gerda spiller dilettant

Gerda lever endnu 98 år gammel (år 2021). De flyttede sammen på Eskildsagre i Nørager og senere til Lejerbo i Vivild, hvor Gerda bor endnu.

Johannes og Gerda

Gerda og Johannes havde næsten 30 dejlige år sammen. De havde en fælles interesse og glæde ved at køre ud i naturen og ved folkedansen, som de turnerede med. Det er blevet til mange madpakker og mange flasker termokaffe. 

De købte en campingvogn, som blev placeret i Skovgårde med udsigt over vandet. Der blev Gerda’s børn og børnebørn inviteret ned til mad og overnatning. 

Johannes hygger med Søren foran campingvognen

Gerda foran campingvognen

Johannes havde taget "hele pakken" med den store familie til sig. Han fungerede som den perfekte papmorfar og papfarfar. Han købte den største is og den største slikpose til alle sine papbørnebørn i kiosken i Skovgårde. Børnene oplevede at solen altid skinnede om sommeren.

Johannes med familien. Fra Venstre: Kirsten , Ole, Inge, Lone, Johannes, Per, Peder, Bitten og Anders med bamse

Anne-Mette og Johannes til Anne-Mettes konfirmation

Efter Johannes var flyttet sammen med Gerda, kørte han ned til gården hver dag. I lang tid for at hente sin violin, som ”boede” i Skovgårde. Den kunne ikke leve andre steder på grund af luftstabiliteten i huset. 

Johannes og Gerda

Til sidst blev han noget besværet af dårlig hofte og knæ. Han mente selv, at hans ben og ryg var slidt op gennem hårdt fysisk arbejde hele livet på gården, f.eks. med at bære store kornsække op på loftet af laden ad en smal stige.


 

Johannes spiller på melodica

Johannes solgte en del af gården og en del af den resterende jord til 3 af Gerdas børn i 2004.


Han flyttede i en kort periode ind på plejehjemmet Bakkely i Gesing, da han blev for dårlig til at være hjemme. Derefter blev han flyttet til Ørum plejehjem, hvor han efter meget kort tid døde i november 2008.

Familien holder loppemarked på gården før nedrivningen

Fra loppemarkedet

Børnene udstykkede de resterende sommerhusgrunde, og gården blev i et renoveringsprojekt fra kommunen revet ned i 2010.

Gården under nedrivning

Grunden, hvor gården havde ligget, blev i 2019 solgt til Indre Mission. Et trekantet jordstykke på den anden side af Nordkystvejen og engen blev solgt til Susanne og Ove Kjær (Nordkystvejen 61), også i 2019", slutter Bitten sin fortælling.