Fra Ruingården til Skovgård - del 1

Skrevet af Tine Rydahl

Fra Ruingården til Skovgård – Skovgårdevej 37

Selvom jeg (Tine) først kom til Skovgårde omkring 1967, hvor gården ved voldstedet allerede havde fået sit nye navn ”Skovgård”, har jeg indtil for meget kort tid siden kun kendt gården som ”Ruingården”.


Så da jeg for nylig blev spurgt om jeg også ville skrive om Skovgård, så jeg uforstående ud – til trods for at gårdens ”nye” navn hænger på et tydeligt skilt på gavlen. Men jeg er ikke den eneste. Det er nemlig ikke sådan at ændre et indgroet navn, og rigtig mange kender fortsat kun gården som Ruingården, bekræfter to af børnene fra gården, Christian og Inge.

Bemærk nogle af de første sommerhuse i Skovgårde nede ved stranden

Jeg har haft fornøjelsen af at interviewe Inge og Christian hver især, hvilket sammenlagt blev til ca. 5 timers hyggelig og spændende snak. Og selv om noget selvfølgelig gik igen, bekræfter det også, at vi mennesker husker forskellige ting.

Her kommer første del af Inge og Christians fortælling om deres barndomshjem, med vægt på forældrene og gården. Senere følger en fortælling om Christian og Inges egen opvækst på gården.

Ruin1_2.jpg

Ruingården, senere Skovgård

Forældrene Marie og Jens Peter Jacobsen

Inge og Christians far, Jens Peter, der var født i 1920, kom fra gården Nøragergård uden for Spentrup, hvor han som ung hjalp med at drive gården. Der var også to andre brødre.
Deres mor, Marie, der var født i 1928, kom fra et statshusmandssted i Karmark ved Ulstrup. Hun blev ansat som tjenestepige på gården i Spentrup og mødte her Jens Peter.
”Hvem af dem, der kravlede ind ad et vindue, vides ikke”, fortæller Inge. ”Men det var ikke så godt at forføre gårdmandens søn. Og når jeg kender min far, tror jeg det hænger sådan sammen - men så blev de altså gift”.

Marie og Jens Peter som nygifte

I en periode boede begge generationer på gården, og både deres førstefødte Inge, og Christian er født der. ”Men min farfar var ikke færdig med at være bonde, så de unge skulle finde noget selv. Så det blev ikke Jens Peter, der kom til at overtage gården, selvom han var den ældste”.


Køb af Ruingården og de første år
Jens Peter og Marie købte Ruingården i Skovgårde i 1953. Da havde gården været handlet med 3-4 gange inden for de sidste år.

Ruingården 1954

Ruingårdens gårdsplads 1954

Gårdens oprindelse kender Christian og Inge ikke til. Måske er den fra 1800 tallet, er Christians gæt.

Gården på ca. 50 tønder land var i en meget sølle forfatning og man kunne kigge op gennem taget, så selvom den har navn efter voldstedet lige ved siden af, kunne navnet Ruingården også lede tankerne hen på gårdens forfatning.

Her kan man fornemme, at Ruingården var i en lidt sølle forfatning

Det unge par gjorde hvad de kunne for at holde skinnet på næsen.
Markerne havde tidligere været dyrket, men trængte meget til vedligehold. De nye ejere plantede fyrretræer, hvor der alligevel ikke kunne dyrkes noget.

I området ved vejen, der i dag hedder Svinget, var der ingen træer dengang, og der blev sået gulerødder. Men der kom kun en kurvfuld ud af 6-7 tønder land. Inge husker, hvordan de søgte og søgte og indimellem råbte: ”her er én”!

Marie og Jens havde 5 heste, hvoraf de 3 kunne bruges til markarbejde. Selvbinderen krævede 3 heste, ellers havde man 2 foran de andre redskaber. Det første år var der så meget senegræs, at man brugte hesteriven, der ellers blev brugt til halm.
Der var ikke meget trafik dengang i 1950erne. Kom der 2 biler i træk i 50erne, sagde man det var færgetrækket fra Voer - den kunne have to biler med.
Man kunne komme til Lystrup og Vivild ad grusveje, men kom man med rutebilen fra Randers, var det fra Tustrup siden, den kørte ikke til Skovgårde.
Christian husker, da hans bedstemor for første gang skulle på besøg. Hun blev sat af rutebilen på Gl. Fjellerupvej og skulle så gå ned ad Skovgårdevej. Det var en mørk oktober aften, der var stormvejr, der var langt at gå og hun kunne ikke se noget, kun høre havet og vindens hylen i træerne, så hun var bange for, hun pludselig faldt i havet!
Ved senere besøg fik familien at vide, hvornår hun kom, og så cyklede de op og hentede hende.

Pensionatstiden
Jorden kunne ikke give nok og Jens Peter og Marie drev derfor sommerpensionat i en årrække. De startede allerede omkring 1955 med dette. De satte annoncer i en Københavneravis og Københavnerne synes, der så idyllisk ud med bindingsværk og stokroser.

Pensionatsgæster spiser på gårdspladsen 1964

Børnene blev sendt på ferie hos bedsteforældre og andre, når der var pensionat og feriegæsterne boede i starten i husets soveværelse og stue.

Ruingårdens stue før renoveringen

Jens Peter og Marie boede selv i det i gamle spisekammer. Det var ikke så vigtigt, de skulle bare sove der. Der var ansat en pige i huset og hun og Marie lavede mad til de ferierende, og lavede alt det andet arbejde. Det var jo tider med servantestel, petroleumslamper, vandpumpe osv.

De vartede pensionærerne op 

Så er der dækket op til aftensmad på Ruingården

Når børnene en gang i mellem var hjemme, måtte de spise sammen med pensionærerne. Børnene havde lært kun at tage 1 frikadelle. Så da en af gæsterne tog en ekstra, sagde Christian: ”hov hov, du må kun tage én”!

Gæsterne hyggede om aftenen, og Jens Peter spillede klaver. Der kunne være 2 eller 3 familier på ferie ad gangen.

Jens Peters klaver i stuen på Ruingården

Gæsterne kom igen og igen, herunder Ebba og Oluf Olsen fra København. De og mange andre skrev i Maries gæstebøger. 

Ruingårdens gæstebog

Ebba og Oluf skriver i gæstebogen

Ebba og Oluf kom først på scooter, senere i en kabinescooter. Og da de ikke blev mindre fyldige med årene, var det svært for dem at være i den lukkede kabine.

Det skulle ifølge Christian have været noget af et syn, når de to trinde mennesker skulle klemme sig selv og bagagen ind i kabinen. Herunder med fiskestænger, for Oluf var en ivrig lystfisker. Parret kom ca. 10 år i træk og var hyggelige mennesker, der blev som en del af familien. Ebba og Oluf kom senere som almindelige gæster på gården, efter pensionatstiden var ovre.

Pensionatsgæster

Der kom også mange andre feriegæster, som børnene også lærte at kende. Bl.a. en betjent fra Aarhus, der kom cyklende til Skovgårde.

Der dækkes op på gårdspladsen til pensionatsgæsterne

Flere tilfredse pensionatsgæster på Ruingården

Ligeledes kom der nogle tyskere som lejere, og Jens Peter tog kursus i tysk i 2 vintre, så han og tyskerne kunne skrive sammen. Familierne hed hhv. Vinther og Kejser. Christian husker, de havde meget fornøjelse af de tyske feriegæster. Den ene familie var så stor – de var en 13-14 stykker - at de måtte have hele stuehuset, og så flyttede Marie og Jens Peter ud i en af de lejligheder, som var blevet lavet i kostalden i 1971.


Jens Peter murede det meste selv. Han byggede om bl.a. sammen med Christian, der lavede strøm.
Det var først i 1964, der var kommet strøm til gården, men de havde dog gas lys i nogle rum som afløsning for petroleumslamperne. Pensionatsgæsterne synes ellers, det skulle være primitivt og autentisk.

Jens Peter blev også sprøjtemand for Landboforeningen, hvor han kørte rundt med sin traktor og sprøjtede markerne i hele området. Det var fra ca. 1956 til 1967.


Udstykningerne
Det hele startede i 1960 med ”Knudsen i Bussen”. Det var en købmand Knudsen fra Randers, der fik lov til at sætte en udtjent rutebil på skrænten oppe ved træerne og bruge den som sommerhus.
Det var startskuddet til den udstykning, der skete først i 1960erne. I starten blev grundene lejet ud på en 99-årig kontrakt. Lejen var 100 kr om året, hvilket ikke rakte så langt, og Jens Peter og Marie skulle selv betale ejendomsskatten.

Da udstykningen startede og nogle allerede havde valgt grund, kom der en ny lov, der påbød at grundene skulle være større. Det gav nogle problemer, da nogle ikke var meget for at ændre på deres grundstykke, så det var noget af en opgave for landmåleren.
De første grunde, der blev udstykkede, lå omkring det nuværende Svinget og kostede ca. 2.500 kr pr stk, der midt i 1960erne. Mange af køberne kom fra Randers ligesom dem, der købte af Johannes.
Den næste udstykning af grundene, der lå op ad bakken på den anden side af vejen, kom ca. 10 år efter. Da var prisen steget til ca. 10.000 kr pr grund, så det var en 4 dobling af prisen.
Af skattemæssige årsager solgte Jacobsens, i lighed med Johannes, kun 1-2 grunde om året.


Ruingården bliver til Skovgård

I 1965/66, efter udstykningen af de første sommerhusgrunde, var Jens Peter og Marie kommet til penge. Marie bestemte, at nu ville hun ikke se på gården - det gamle skidt - mere. Der var ingen sokkel, huset stod på kampesten. De havde på et tidspunkt fået gravet 20 cm ned, så Jens Peter kunne stå oprejst. Men de store kampesten stak ind i stuen og der var rim på dem om vinteren.

Marie stod for at rive huset ned og genopbygge det. Hun havde tegnet hver enkelt sten op og de blev pillet ud enkeltvis og lagt på jorden, så de kunne komme rigtigt op igen. Det var Jens "Køkkenblå" fra Nørager, der var med til at mure op, sammen med en ældre murer fra Lystrup, der hed Edvard. Jens Peter hjalp også til. Mens det stod på, boede Marie og Jens Peter i hestestalden, der var indrettet til midlertidig beboelse.

Tømrermester Thomsen stod for tømrerarbejdet. Christian var på det tidspunkt flyttet hjemmefra og han husker, han kom hjem og så var gården pludselig revet ned.
Der var ellers hyret en arkitekt fra Vivild, som skulle tegne genopbygningen af gården. Men Marie ville have det anderledes og sådan blev det, hvilket arkitekten blev noget sur over.
Da stenene blev pillet ned, blev de lagt på græsplænen i det mønster, de skulle sættes op igen. Da havde Marie kronede dage, fortæller Inge. Den gamle gård kom helt væk, der blev støbt sokkel osv.

Rejsegilde på Ruingården, der nu kom til at hedde Skovgård

Marie var meget ked af, at gården hed Ruingården, så efter ombygningen kom den derfor til at hedde Skovgård. Marie havde fundet et papir, hvoraf det fremgik, at gården tidligere havde heddet sådan. Men ingen brugte det navn, navnet Ruingården hang ved.

Ruingården er blevet til Skovgård

Skovgård får swimmingpool

Lejlighederne udlejes til længere lejemål

Senere, omkring 1980, blev lejlighederne i den tidligere kostald beboet af folk, der blev visiteret dertil via kommunen. Familien var forinden blevet kontaktet af kommunen, der havde problemer med husvilde. Det var ikke altid så heldigt med disse lejere, da ikke alle passede godt på deres lejlighed. Inges mand Bent har været med til at renovere lejlighederne bagefter, hvilket var slemt. Inge husker, hvordan de måtte skrabe gulvtæpperne af, og hvordan væggene drev af nikotin. ”Vi var ikke klar over hvor slemt det var”, fortæller Inge.
 

I marken 1980

I 2000 købte børnene gården og renoverede lejlighederne og lejede dem ud på helårsbasis. Der blev lavet separat vand og el og lejlighederne fik egne husnumre. Den sidste, der boede der, var en fin fyr, der boede der i mange år, husker Inge og hendes mand Bent.

Lejlighederne ved Skovgård

Om Marie og Jens Peter

Det var Marie, der bestemte i ægteskabet. Jens Peter havde nogle bremseklodser, og når Marie havde ventet længe nok, tog hun affære. Inge husker f.eks. at moren gerne ville have sat en dør i gavlen. Faren sagde ”ja-ja”, men der skete ikke mere. En dag, han var i Randers, tog Marie en hammer og lavede hul i gavlen!
Så måtte Jens Peter finde ud af at lave resten. ”Mor havde sjove ideer og så kunne vi ikke gøre noget”, konstaterer Inge.

Marie og Jens Peter

Marie 

Da jeg (Tine) bemærker at Marie virkede ”moderne”, f.eks. ift. tøj og smykker, giver både Christian og Inge mig ret. ”Hun havde også tjent på fine steder, bl.a. hos en konsul”, fortæller Christian. ”Her lærte hun at lave moderne retter, så vi fik ret forskellig mad”.
Inge supplerer: ”Engang var vores forældre inviteret hen på skolen i Rygård strand. Jeg ville ikke have mor med - ”du ligner ikke en rigtig mor”, sagde jeg til hende. De andre mødre var "solide damer", mens mor så for ung ud.

 Marie ved Ruingården

 Marie

Mor skulle have været noget mere end husmor. Hun var vild med blomster, var kreativ og kunne mange ting. Hun kunne også være blevet arkitekt. Jeg ville ønske, hun havde brugt sine evner noget mere”, er Inges konklusion.

Marie og Jens Peter var behagelige mennesker, der havde mange gæster. De gik meget til folkedans. Jens Peter spillede klaver og harmonika og var også med i et orkester. Efter han selv var holdt med at danse, spillede han til folkedans for børn. Han spillede også med Johannes.

Marie og Jens Peter i folkedanserdragter

Jens Peter i folkedanserdragt 1982

Jens Peter ved klaveret i Ruingårdens stue

Jens Peter med traktoren

Parret var ikke religiøse, men de lærte deres børn at opføre sig ordentligt, fortæller Inge.

Jens Peter 

Jens Peter  og Marie

Børnene havde købt gården i 2000 og sagt at forældrene kunne blive boende, så længe de ville. Men Marie døde nytårsdag 2003, kun 75 år gammel og blev begravet d. 7. januar 2004. Jens Peter boede der et år mere, men brød sig ikke om at være på gården efter han var blevet alene. ”Jeg kan ikke finde ud af det mere”, sagde han. Så kom han til at bo i Lejerbo i Vivild.


Børnene beholdt gården et årstid derefter, indtil det stod klart, at deres far ikke ønskede at komme tilbage til gården. Det var ikke relevant for nogen af børnene at beholde gården.
Børnene solgte Ruingården i 2005 til SKOVGÅRDE DJURSLAND ApS (ifølge Tinglysning.dk). Christian mener, det var en restauratør fra Aarhus, der stod bag, plus en mand fra Frankrig.
Fra 2013 er ejeren SKOVGÅRDVEJ 37 ApS, ifølge Tinglysning.dk.


Jens Peter, der var 8 år ældre end Marie, blev næsten 90 år og døde i 2010.

PS. Jeg bliver helt salig, når jeg ser billeder af Ruingården, hvor man også kan se nogle af de allerførste sommerhuse i Skovgårde. Og det kribler i fingrene efter at finde ud af hvor de lå, hvornår de blev bygget og hvem der byggede dem. Alle tip modtages med kyshånd!