Interview med Sigrid Vestergaard

Tidligere Nordvangsvej 68. April 2022.

Skrevet af Tine Rydahl


Sigrid Vestergaard, 91 år, er formentlig den nulevende person, der kan huske Skovgårde længst tilbage. “Jeg er nok den, der var været der i længst tid”, siger Sigrid selv.

Sigrids syn og hørelse er ikke, hvad den har været, ligesom hun er ved at være dement og i perioder kan have svært ved at kende folk og huske ting, der lige er sket. Men fanger man Sigrid på et godt tidspunkt og vil snakke om Skovgårde ”i gamle dage”, så kan hun live vældigt op og fortælle om stort og småt – alt sammen med et glimt i øjet.

Jeg havde kun hørt om Sigrid, og vidste hun er et lidt forsigtigt og beskedent menneske, så derfor kom det ikke helt bag på mig, at hun først takkede nej til et interview sidste år.

At det alligevel blev til noget, skyldtes en misforståelse mellem mig og en af Sigrids sønner, Henning. Jeg troede, vi skulle mødes hos ham, men da jeg ankommer, er han ikke hjemme. Til al held er hans venlige kone Mona hjemme og vi falder i snak. Mona tager hver aften over på plejehjemmet i Allingåbro og drikker kaffe med sin svigermor. ”Det kan være, du vil med?”, lyder det så fra Mona og jeg er ikke sen til at takke ja!

 

Senere på aftenen støder Henning til og det bliver en hyggelig aften med fortælling om Skovgårdes historie.

 

Barndom i Skovgårde

Ja, noget kan jeg da nok fortælle… ” kommer det forsigtigt fra Sigrid, da jeg spørger om jeg må snakke med hende om Skovgårde.

”Jeg er født i Hevringholm, men vi flyttede til Skovgårde kort tid efter, så Jeg er næsten født i Skovgårde. Jeg vil gerne fortælle hvor gammel jeg er, hvis jeg kan huske det…Jeg plejer altid at kunne huske årstallet, men jeg tænker jo ikke så tit på det. Hvis jeg siger 1931, er det så helt tosset? Det skal lige vendes engang”, siger Sigrid undseeligt. Men 1931, det er helt korrekt, viser det sig.

Sigrid som lille

“Jeg gik i skole i Rygård strand. Jeg kan huske, da jeg begyndte i skolen og at læreren hed Vilhelm Jørgensen. Han kunne ikke finde på at slå eller bruge linealen. Han var en rar mand, der havde 4 piger. Inge, Marie, Lise og en mere, som jeg ikke lige kan huske.

 

Der var kun den samme lærer og vi gik kun i skole hver anden dag. Vi gik 2 år i samme klasse, så jeg har gået i klasse med nogle af lærerens piger”.

 

Sigrid har gemt sine poesibøger fra barndomstiden og de er med til at få minderne frem. F.eks. har en Asta Simonsen skrevet: ”Til evig erindring om din skolekammerat”. “Ja, hun var min skolekammerat og lidt yngre end mig”, husker Sigrid.

Sigrid kigger i sin gamle poesibog

På spørgsmålet om hvorvidt Sigrid skulle hjælpe til derhjemme, kommer det tørt : “ja, nogen sku´ jo…F.eks. skulle jeg muge ud ved hønsene og passe dem.

Vi var 5 søskende. Børge - der var den ældste - Gustav og ...”

Så går Sigrid lidt i stå, men får hjælp: “Dagny og Carsten var dine halvsøskende, da din mor var gift to gange. Børge og Gustav var dine helsøskende”.
 

“Jeg kan huske da tyskerne kom”, erindrer Sigrid. ”De kom næsten ind i stuen til os. De ville ikke noget og lavede ikke spektakel. De boede ved Ruingården. Det var ikke noget, vi mærkede - at tyskerne var der. Men vi skulle have mørklægningsgardiner. Så gjorde vi jo bare det - vi gjorde hvad der blev sagt”.

Sigrid_03.jpg

Som ung var Sigrid i Norge med en veninde

Sigrid møder Verner

“Jeg mødte Verner i Grenå, hvor han var fisker”, fortsætter Sigrid.” Jeg arbejdede på en bette kro i Grenå. Der sad Verner sammen med nogle andre. De sad der et helt kor. Så var der en, der kom til at kigge lidt for meget på mig. Det var Verner.

Vi faldt i snak og det var ikke så mærkeligt, vel?” smiler Sigrid. “Han var en pæn mand” og tilføjer, da vi ser på billederne af ham - “han var nærmest smuk”. Og det er store ord fra en forsigtig kvinde fra Jylland!

Verner som brudgom

Sigrid og Verner som brudepar

“Vi blev gift på Randers Rådhus. Jeg var ikke meget mere end 20 år. Det er ikke sikkert, det helt passer, men så´n omtrent”…kommer det fra Sigrid, igen med dette humoristiske glimt i øjet. Hun ved godt, hun ikke husker alt, men så helgarderer hun bare!

“Jeg har stadig min brudekjole”, fortsætter hun og Mona viser den frem. Flot og moderne i farver og snit er den.

Sigrids brudekjole

Da Sigrid og Verner havde været gift i 65 år, dvs. krondiamantbryllup, fandt Mona kjolen frem. ”Jeg tror godt, jeg kan passe den”, sagde Sigrid, da hun så den”. Og således blev hun iført brudekjolen og fik en stor buket mørkerøde roser af Mona.

 

Den historie griner Sigrid af, da vi genopfrisker den denne aften. “Hun så SÅ flot ud!” kommer det begejstret fra Mona, der uden tvivl er en særdeles hengiven svigerdatter.


Mona giver udtryk for, hvor skønt det er at se Sigrid stråle og grine en aften som denne, hvor snakken falder på “gamle dage”. Jeg undskylder, at jeg hele tiden kommer til at bruge udtrykket “gamle dage”. “Ja, gamle dage, det var da vi var unge”, griner Sigrid.

 

Ofte alene med 7 børn

“Vi endte med at overtage huset på Nordvangsvej 68 i Skovgårde. Verner var tit ikke hjemme, han var jo fisker. Så lå han og pjaskede ude i havet”, spøger Sigrid.

Et gammelt billede af Nordvangsvej 68, hvor Sigrid og Verner boede i mange år

Derfor boede mine forældre der også. Min far hed Hans Peter Hansen. Han boede oprindeligt på Skovsens senere gård (Nordvangsvej 25), så der boede vi først. Da han stoppede med at arbejde, byttede han med huset i nr. 68. Min far boede i den anden ende af huset et stykke tid. Han gik og klarede sig selv og havde sin egen stue.

Sigrids far, Hans Peter Hansen

Knud, vores ældste, blev født i Fjellerup. Her boede min mor, der blev kaldt Fine, men egentlig hed Josefine. De andre 6 børn er født i Skovgårde. Jeg spørger til Sigrids mange børn: “Vi fik 7 børn...ja, det gjorde vi jo bare...”, kommer det fra hende. 

Sigrid og Verners børneflok: Karin, Randi, Henning, Erling, Knud og Finn. Frits er ikke født på dette julebillede, hvor børneflokken sidder i deres stiveste puds

Med lidt besvær remser hun børnene op: Knud, Henning, Randi, Erling, Finn, Frits, Karin. Og beklager, at de ikke kommer i rækkefølge. “Det er ikke altid nemt at holde styr på det hele...” kommer det undskyldende fra Sigrid. 


“Men de ser rigtigt godt ud alle sammen, siger Sigrid tilfreds, “de havde jo også en pæn far.

Sigrid som yngre

Jeg var meget alene i nogle år. Verner fiskede, det var det, han kunne, så det var han nødt til at blive ved med. Han skulle jo tjene nogle penge. Han fiskede mest fra Grenå, men også fra Bornholm. 

En gang blev han taget til fange af russerne. Så måtte de sidde derovre”, fortæller Sigrid. “Men de kom hurtigt fri igen, de var kloge nok til at lade være med at lave nogle kunster.

Avisartikel i forbindelse med Verners tilfangetagelse (Bornholms Tidende, 6.december 1958)

Verner var ofte hjemmefra i flere måneder ad gangen, f.eks. når han var på Bornholm. ”Jeg havde min far til at hjælpe mig, det gik fint. Og vores børn blev jo store, så kunne de også hjælpe”.

 

Sigrid fortæller, de havde køkkenhave og bl.a. dyrkede kartofler, porrer, løg og rabarber. Kartoflerne groede godt, da de til at begynde med havde gammeldags lokum, og indholdet blev brugt til gødning. “De smagte godt!”, siger Sigrid om kartoflerne.

Da børnene var blevet lidt ældre, bandt Sigrid kranse for Skovsen. “Det var vældigt sjovt”, fortæller hun. “Det var kranse til at binde gran på, til gravsteder mv. Skovsen solgte i læssevis. Både nogle meget små og op til nogle kæmpestore. Jeg kan også huske fru Skovsen, Budde, som hun blev kaldt”.
 

Familien fik centralvarme og varmt vand og rigtigt toilet og bad omkring 1960. ” Det var tider, da det blev lavet”, mindes Sigrid. Og da snakken falder på en af naboerne, Anine, der vaskede nede i bækken, gyser Sigrid lidt: “Ja uha, men Anine tøt (=syntes) ik´ det var forfærdeligt, der var ingen grund til at få vand ind i huset, synes hun. Jeg tjente også en skilling ved at have børnene boende hjemme. De skulle ikke bare bo gratis”, slår Sigrid fast. “De fleste af børnene er som voksne blevet i området, undtagen Karin, der er kommet til Aarhus”.
 

Snakken falder på at køre bil. Sigrid har prøvet at køre i bil, en enkelt gang, fortæller hun. Hun havde ingen kørekort, men det var også lige meget: “jeg kørte bare et bette stykke hen ad landevejen og så hjem igen”.

Verner i gang med at ordne en cykel

Efter Verner stoppede med at fiske, lavede han cykler og solgte dem. “Folk fik næsten en ny cykel, når han havde lavet dem”, fortæller Sigrid med en vis stolthed i stemmen. “Jeg malede dem. Han solgte mange cykler. Godt han havde noget at lave, ellers blev han sur”.

Naboerne

“Der var ikke mange gårde og huse dengang. Jeg kan huske Magda og Hans (Daugaard). Og Johannes og Frede og deres mor Kirstine (Sørensen).
 

Jeg kan også – men ikke så tydeligt – huske da Skipperholmen brændte. Der var kun vejen mellem dem og Daugaards, det var grimt, det kunne have gået helt galt.

Daugaards havde mange bær og æbler og pærer og dem måtte vi komme og få nogle af. Kirsebær havde vi selv, vi havde mange af disse træer selv. Ikke fra starten, men vi plantede dem.
 

Vi havde høns, så vi kunne få æg. I mine forældres tid havde vi også køer og heste. Og vi havde både hund og kat. Hundene var sådan nogle gadekryds”.

Nordvangsvej 68 (kilde: Danmark set fra luften). Det lille A-formede hus til venstre i billedet var til hønsene og grisen

“Der var også Fru Poulsen. Kan du huske hende”? spørger Mona: “Ja, da” kommer det hurtigt fra Sigrid. “Det er jo Ikke ret lang tid siden, hun døde. Hun solgte noget i Randers (brudeudstyr, fortæller Henning og Mona). Jeg gjorde hendes sommerhus rent inden sommeren. Huset lå tæt på vores”.
 

Der var også Ole og Ruth Bendixen, prøver Mona. “Ja, det hus er lige blevet solgt”, slår Sigrid fast og viser, hun følger med i tingene. “Nu bor han vist i Randers”, tilføjer hun.
 

Theodor og Dora Enevoldsen, der boede på gården, der i dag har adressen Nordkystvejen 36, kom Sigrid og Verner meget sammen med. Dora tog imod Sigrids børn, i hvert fald de fleste af dem. Hun var ikke uddannet jordemor, men at tage imod børn, det kunne hun. Og sådan foregik det jo oftest før i tiden.
 

Enevoldsens gård var en gammel gård med bindingsværk. Dora kom til at bo i Allingåbro til sidst, mener Sigrid. “Vores og deres børn kendte hinanden. Dora og Theodor fik børnene Marie, Erik, Bodil... “ og så må Sigrid have hjælp af Henning, der er mellemtiden er kommet til: samt Arne, Jens og Ove, den mindste. Plus Knud, den ældste, som Dora havde, før hun mødte Theodor. Børnene blev kaldt navne som Bette-Marie og Bette-mureren (Erik), for de var meget små.
 

“Der var ikke altid helt rent oppe ved Dora, men hun skulle jo også arbejde lige meget ude og inde. Til barnedåb og konfirmation hjalp jeg med at gøre rent deroppe”, fortæller Sigrid. “For når der skulle komme gæster, skulle det hele se pænt og rent ud og det kom det også til”.

“Havde du tid til det”? spørger jeg og bemærker, at det da var utroligt. “Ja, det kunne jeg da godt. Hvad utroligt er der i det? For at gøre lidt rent...”Sigrid ryster lidt på hovedet. “De arbejdede jo begge to alt det de kunne, hele tiden. Og de havde også 7 børn”.
 

Ud på aftenen kommer der en medarbejder fra plejehjemmet ind på stuen. Hun hører om Sigrids fortælling og konstaterer: Du er ikke helt tabt bag af en vogn!. “Nej Ikke helt”, griner Sigrid.

Det er blevet kaffetid, men Sigrid rører ikke småkagerne. “Jeg får tit nogle småkager, men jeg skal jo passe lidt på”, siger hun til medarbejderens moro.
 

Vi fortsætter med naboerne og Sigrid kan fortælle mere:

“Der var også Anine og Mathis (i dag Nordkystvejen 42) Han var tysker og var kommet kom vandrende fra Tyskland. Da han kom forbi gården, spurgte han, om han kunne sove der. Og det gjorde han så resten af sin tid”, konstaterer Sigrid. “Han lærte lidt landbrug og de fik to drenge, Gert og Kjeld.

De havde ikke toilet, de brugte grebningen ude i kohuset, sådan var det dengang. De hentede også vand i grøften. Det var en sjov tilværelse...eller det ved jeg nu ikke, om det var”, kommer det eftertænksomt fra Sigrid.
 

“Der var en kakkelovn og et komfur hos Anine og Mathis. Jeg har været derinde flere gange, for Anine var glad for blomster - så kom jeg med nogle markblomster til hende. Der så sådan set godt nok ud derinde og tingene var pæne nok”. Var der beskidt? spørger vi, og Sigrid svarer lidt underspillet: “jaaah, det var ikke helt i orden…”
 

“Anines far, Jens Pind, havde mange fine ting. Bøger og sådan noget. Anines mor hed Kirsten Pind. Hos familien havde de både køkken og soveværelse i ét rum. Gangen blev sommetider brugt til køkken, og gryderne stod på gulvet. Men de tøt, de havde det vældigt godt”, husker Sigrid.

 

Udstykningen

Karl Skovsen fra gården på Nordvangsvej 25 udstykkede mange grunde i 1967. Og pludselig var der en masse mennesker i Skovgårde. Hvad synes du om udstykningen, spørger jeg Sigrid? “Jaaah”, - Sigrid trækker lidt på det - “det var pænere uden…” kommer det så.

Ville du helst have være det foruden? følger jeg op. “Nej, for menneskerne, de var gode nok, de lavede ikke kunster. Vi snakkede med de fleste, men enkelte var lidt fine på den”.
 

Sigrid følger som nævnt med i Skovgårdes udvikling stadigvæk: “Når vi snakker om et bestemt hus, ved vi alle, hvad vi taler om”, beretter hun.

Nordvangsvej 68 i dag (juli 2022)

Sigrid bliver alene – men familiesammenholdet er stort

Verner døde i 1996 i en alder af 69 år. “Da Verner døde, blev jeg boende i huset. Vi boede jo godt, tæt på havet.


Har du badet i havet? spørger jeg Sigrid, der svarer: “Før i tiden badede jeg. Som barn lå vi og plaskede der i havet, men også som voksen har jeg badet”.
 

Efter Sigrid solgte huset i Skovgårde i ca. 2001, flyttede hun til hovedgaden i Allingåbro, hvor hun boede i 17 år. Det er først inden for et års tid, hun er kommet på plejehjem.

Sigrid på sin 90 års fødselsdag

Mona og Henning beretter om det nylige familietræf i påsken, hvor de var 52 deltagere. Og at de altid skal ned til havet, når familien samles. “Savner du havet”, er mit næste spørgsmål til Sigrid? “Ja, det synes jeg…” kommer det lidt stille.

 

Vestergaard familien mødes tit. Og familien udstråler, at de har et rigtigt godt sammenhold, som mange kunne misunde dem. “ Vi er en stor familie, både på den jenne og den anden måde”, kommer det finurligt fra Sigrid - og så kan man gætte på, hvad der ligger i det...
 

I aftenens løb får vi kigget på mange billeder i Sigrids album og på væggene. “Det er altid sjovt at se gamle billeder, siger jeg. “Men sjovest hvis de ligner lidt”, griner Sigrid.

Sigrid, da jeg besøgte hende på plejehjemmet april 2022

Da der er gået 2 timer fra vi startede snakken, bryder jeg op, for Sigrid er sikkert ved at være træt, tænker jeg. Klokken er nu 22:30. “Nu har jeg spurgt dig om alt muligt i lang tid”, siger jeg. “Det er da lige meget”, kommer det prompte. Jeg tror aldrig, jeg er faldet om fordi jeg var træt!”

Faktisk er Sigrid oftest oppe til midnat: “jeg kan sommetider godt være en natteravn”, tilstår hun.
 

Da jeg efter at have taget billeder af Sigrid, siger farvel, spørger hun: “tror du godt, du kan få en historie ud af det?”.

Og ja, det kunne jeg i hvert fald!

Tak for en mindeværdig aften