Johannes og Frede Sørensen

Interview med Bjarne Daugaard (oktober 2020)

 

Skrevet af Tine Rydahl

Bjarne Daugaard beretter her om sine daværende naboer Johannes og Frede Sørensen, der boede på den nu nedrevne gård på Nordkystvejen 63. Bjarne (der desværre døde i 2021), var yngste søn af Magda Daugaard og dermed fra gården, hvor der indtil 2000 var kiosk. Bjarnes historie er en subjektiv beskrivelse af naboerne, som han oplevede dem, dog har jeg tilføjet lidt fakta. I en anden artikel kommer der mere om Johannes og Frede, beskrevet af familien.

Johannes og Fredes forældre
”Jeg kendte Johannes og Fredes forældre, Søren og Kirstine. Søren blev dement, og jeg var lidt bange for ham. Han tussede rundt, men ville bestemt ikke gøre noget. Men eftersom han var meget dement, smed han bare bukserne, når han skulle besørge og så gjorde han det lige, hvor han var.


Jeg og min far oplevede også en gang, hvor de stod oppe ved nogle kampesten, at Søren kom og spurgte: ”hvad er det for en masse får?” Han kunne ikke se, det var kampesten. Han er blevet ”tossi”, sagde man - var gået i barndom, som man også kaldte det.


Søren døde, da jeg var 6 år gammel, dvs. i ca. 1953, og det var første gang, jeg så en kiste.

Kirstine levede til 1970. Hun var lidt af en skytsengel for mig - når jeg var blevet drillet af min storebror, kom jeg over til hende og fik ”rutebiler” og kyskager. Da hun skulle begraves, sagde man, det var sidste gang, hendes søn Frede var uden for Skovgårde.

To ungkarle på gården
Johannes var født i 1919, Frede i 1921 og der var ikke andre søskende end de 2. Frede fik ikke en kæreste eller blev gift, det var Johannes, der var den udfarende. Johannes var spejder, og allerede under krigen havde han spejdermøder i den store stue på gården. Min ældste bror Erling var også spejder på det tidspunkt og deltog i møderne.

Johannes i sine yngre dage

Johannes var missionsk, men det gik lidt over med årene. Han ville gerne have en ”bette én”, det måtte de egentlig ikke. Det var sådan, at Indre Mission ikke måtte have noget at gøre med alkohol. Det var bl.a. derfor, min far var med til at starte en Valgmenighed i Vivild. Her måtte man godt drikke alkohol, danse mv.


Frede var en eneboer, men klog, han læste alt, hvad han fik fat i, aviser og bøger. Men han var meget indadvendt og holdt sig for sig selv. Frede var med til min fars 70 års fødselsdag i 1970. Vi spekulerede på, om han mon havde noget pænt tøj at tage på. Men han så ren og pæn ud, selvom tøjet var fra 1930erne.


Jeg snakkede engang med Frede, der kunne lide at gå i Holmens tøj (tyk, uldent klædetøj. red.), og fik jeg øje på hans jakke. Den var gået op hele vejen ned langs ærmet, men sat sammen med ståltråd! Hans penge blev stående på kontoen og blev ikke rørt.


Brødrene var de første i området, der fik TV, og vi knejter var derovre for at se børnetime i den lille skærm, i de 20 min, det varede.


Jeg var også med Johannes ude at fiske; det var jeg, lige siden jeg kunne kravle op i båden.

Johannes, der var strandfoged, ses her med sin traktor. Dette og de efterfølgende billeder er venligst udlånt af Gerdas svigersøn, Per Mogensen

De to brødre beholdt gården efter forældrenes død. De delte arbejdet mellem sig: Johannes passede køerne og grisene, Frede passede bl.a. hønsene. Min bette Britt (Bjarnes datter. red.) rendte tit ovre ved Frede, hun synes, det var spændende med hønsene.


Sommerhusudstykning 
Johannes udstykkede grunde til sommerhuse med start omkring 1957-58, men reelt udlejede han dem. Han gik rundt og skridtede jorden af, og lejede så grundene ud for 10 eller 20 år. Så han var snedig - når lejemålet var udløbet, spurgte han lejerne: ”Vil du købe, du har jo hus på grunden?” Og selvfølgelig ville de det. Han solgte kun 2-3 grunde om året af hensyn til skattevæsenet.


Johannes udstykkede alt op til Skipperholmen. Dvs. sommerhusene øst for Skipperholmen er alle udstykkede fra Johannes og Fredes gård. Stykket, som nu ejes af Indre Mission og bruges til den årlige Bibelcamping, er skænket dem af Johannes. Jordstykket lå for tæt på vejen til at det måtte udstykkes til sommerhuse. Johannes skænkede også et stykke af forstranden til Grundejerforeningen Skovgårde.

Brødrenes ældre dage
I en sen alder får Johannes en kæreste, Gerda S. Jensen (Vindberg). Hun er i dag 97 år. De flyttede sammen, først i Nørager, senere i Lejerbo i Vivild, hvor Gerda stadig bor. 

Johannes og Gerda

Johannes havde også bier

Gerda har 4 børn, hvoraf de to lever. Den ældste bor i Canada, to af børnene boede i nærheden af Gerda og en datter bor på Sjælland. Frede boede derefter alene på gården indtil han kom på plejehjem.

Efter Johannes var flyttet, kom han ned og så til gården hver dag. Han kunne til sidst næsten ikke bevæge sig, og skulle ikke have kørt bil, for han drejede langt ud i venstre side af vejen, og det kunne have været farligt. Han havde stillet stole frem på gårdspladsen, som han kunne hage sig fast til, så han dermed kunne trække sig ud af bilen.

Johannes på sine ældre dage

Jeg var med til Johannes begravelse i november 2008, men ikke til Fredes pga. sygdom. Frede blevet dement som sin far, og kom på plejehjemmet Bakkely. Min kone kom der som frisør, og hun kendte jo godt Frede. Frede skulle også klippes, ellers var han kun blevet klippet af Johannes. Og han havde fået fuldskæg, som min kone ville studse. Frede troede så, han skulle spise og hakkede til – han troede, det var en ske eller en gaffel. ”Det skal vi have styr på, ellers går det galt”, sagde min kone. Det var jo en skarp frisørsaks. Så blev hans opmærksomhed afledt af nogle af de andre personaler og skægget blev studset. Frede døde som den første af de to, et par år før Johannes.


Da begge brødre er døde, var det Gerdas børn, der købte gården. De flyttede aldrig ind, men vedligeholdte den lidt i starten. Stuehuset var gammelt og fugtigt og lige til at rive ned. De to store lindetræer havde fået lov til at vokse meget op og der var helt tilgroet.


Gerdas børn købte desuden nogle grunde. Den ene søn, Ole, købte en grund over for min søn og svigerdatter, men Ole døde desværre ret tidligt.


Da de ryddede op i laden derovre, skulle jeg hilse at sige, jeg fik rotter! Det havde jeg aldrig haft før. Jeg havde lagt nogle sættekartofler i net ud i den nye garage, men pludselig var kartoflerne væk, ædt af rotterne. De havde gravet op mellem mur og betongulv. Min hund Zenta, snuppede 4, jeg købte så en rottefælde og fangede 10 i den. Zenta var så flink og lægge rotterne, hun fik fat i, op foran døren!”, slutter Bjarne Daugaard sin fortælling.