Vedtægter for Grundejerforeningen Skovgårde

§ 1 Grundejerforeningens navn er "Grundejerforeningen Skovgårde" – og er stiftet 6. februar 1968.


§ 2 Foreningens formål er at varetage medlemmernes fælles interesser overfor myndighederne og private, at foretage vedligeholdelse af fælles anlæg, veje og stier samt at fremme fællesskabet blandt medlemmerne.


§ 3 Som medlemmer af foreningen kan optages de til enhver tid værende ejere i sommerhusområdet Skovgårde indenfor Norddjurs Kommune.

 

§ 4 Generalforsamlinger er foreningens øverste myndighed. Ordinær generalforsamling afholdes én gang om året i juni eller juli.


§ 5 På den ordinære generalforsamling gælder følgende dagsorden:
1. Valg af dirigent.
2. Bestyrelsen aflægger beretning om foreningens virksomhed i det forløbne år.
3. Fremlæggelse af revideret regnskab.
4. Fastlæggelse af kontingent.
5. Behandling af forslag fra bestyrelsen eller medlemmer i henhold til § 6.
6. Valg af:
a) 2 eller 3 bestyrelsesmedlemmer samt 1 suppleant, jf. § 11.
b) 1 revisor samt 1 revisorsuppleant, jf. § 16.
7. Eventuelt.


§ 6
Den ordinære generalforsamling indkaldes af bestyrelsen med mindst 28 dages varsel og ved skriftlig meddelelse til alle medlemmers postadresse (betalingsadresse). Indkaldelsen, der indeholder dagsorden, ledsages af et eksemplar af det reviderede årsregnskab.
Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal være formanden i hænde senest 14 dage før generalforsamlingen.
Indkaldelse til generalforsamlinger, forslag fra medlemmerne  og et kort referat offentliggøres på foreningens hjemmeside: www.skovgaarde.dk


§ 7 Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes med mindst 21 dages varsel, når bestyrelsen finder anledning dertil, eller når mindst 1/4 af medlemmerne skriftligt har forlangt dette under angivelse af forslag til dagsorden.


§ 8 Til at lede forhandlingerne på generalforsamlinger vælger foreningen en dirigent, der ikke må være medlem af bestyrelsen. Dirigenten afgør generalforsamlingens lovlighed.


§ 9 Alle medlemmer og disses husstande har adgang til generalforsamlinger. Hvert medlem har 1 stemme for hvert medlemskab, som den pågældende har, dog kun for så vidt den pågældende har opfyldt alle forfaldne forpligtigelser over for foreningen.


§ 10 Ordinær og ekstraordinære generalforsamlinger er beslutningsdygtig, uanset hvor mange medlemmer, der er mødt.
Alle beslutninger sker ved simpel stemmeflerhed, dog kan vedtægtsændringer kun ske, når ændringsforslagenes indhold er anført i indkaldelsen til generalforsamling, og kun når 3/4 af de mødte stemmeberettigede stemmer for forslagene.
Der udarbejdes referat over generalforsamlingens beslutningspunkter og drøftelser. Referatet underskrives af dirigenten og de af bestyrelsen tilstedeværende medlemmer.
Alle afstemninger sker ved håndsoprækning, med mindre bestyrelsen eller mindst 5 medlemmer forlanger skriftlig afstemning.


§ 11 Foreningen ledes af bestyrelse med 5 bestyrelsesmedlemmer, der vælges for 2 år ad gangen, således at 2 medlemmer afgår i ulige år og 3 medlemmer i lige år. Genvalg kan finde sted.
Endvidere vælges hvert år 1 suppleant til bestyrelsen for en 1-årig periode.
Bestyrelsen konstituerer sig på førstkommende bestyrelsesmøde, der afholdes inden 3 uger efter generalforsamlingen, med formand, kasserer og sekretær samt andre af bestyrelsen udvalgte ansvarsområder. Konstitueringen offentliggøres på foreningens hjemmeside: www.skovgaarde.dk
Bestyrelsen har ret til enten i eller uden for medlemmernes kreds at ansætte relevant medhjælp til løsning af specifikke opgaver.
Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når  formanden samt mindst 2 af den øvrige bestyrelse er til stede. Ved stemmelighed er formandens stemme afgørende.
Formand eller kasserer tegner foreningen.  I tilfælde af et medlems forfald i årets løb kan bestyrelsen supplere sig med et nyt medlem indtil næste ordinære generalforsamling.
Bestyrelsen afholder møde så ofte, at formanden eller 2 bestyrelsesmedlemmer forlanger det.
Bestyrelsen kan efter eget skøn søge juridisk eller anden sagkyndig bistand.
Til bestyrelsesmøderne  udarbejder formanden en dagsorden og sikrer, at der udarbejdes et beslutningsreferat.
Referatet godkendes og underskrives af bestyrelsen på næste møde og sættes i protokollen.


§ 12 Alle grundejere er forpligtede til at betale det på foreningens generalforsamling til enhver tid lovligt vedtagne bidrag til vedligeholdelse af veje, stier og forstrand.
Medlemmerne betaler desuden det på foreningens generalforsamling vedtagne kontingent.


§ 13 Alle indbetalinger til foreningen sker til foreningens bankkonto, medmindre bestyrelsen bestemmer anden betalingsmåde.
Eventuelt vederlag til et eller flere medlemmer af bestyrelsen fastsættes af generalforsamlingen.


§ 14 Bestyrelsen og revisorerne har til enhver tid ret til at kontrollere regnskab og tilstedeværelsen af foreningens midler.


§ 15 Ved ejerskifte har udtrædende medlem intet krav mod foreningen på tilbagebetaling af nogen del af betalte ydelser eller foreningens formue. 


§ 16 Der vælges årligt 1 revisor for en 2 årig periode.  Revisorsuppleant vælges for 1 år ad gangen. Der foretages fuld revision af kassererens regnskab og bekræfter dette ved underskrift.
Regnskabsåret løber fra den 1. januar til den 31. december.


§ 17 I tilfælde af Grundejerforeningen Skovgårdes sammenlægning med en i området anden grundejerforening medbringes eventuel formue til denne.
Ved opløsning af Grundejerforeningen Skovgårde tilfalder en evt. formue til at virke i lokalområdet og den afsluttende generalforsamling beslutter – efter oplæg fra bestyrelsen - hvordan midlerne skal fordeles.

 


Således vedtaget på generalforsamlingen 18. juni 2016.

Vedtægter for grundejerforeningen skovgårde