Interview med Bodil og Henning Wittrup
Fiskerhuset, Nordvangsvej 58
(Tine Rydahl, april 2022)
Et hus med en lang historie
Strengt taget er Nordvangsvej 58 slet ikke en del af Skovgårde, men af Rygård strand. Men stedets historie er lang og spændende, så det tager jeg ikke så tungt, selvom målet jo egentlig var at beskrive Skovgårdes historie.
De nuværende ejere af Bodil og Henning, kan berette at de for en del år siden fik besøg af nogle ældre damer. Disse fortalte, at de som unge piger havde siddet og vævet på denne adresse. Det ligger fint i tråd med at Bodil og Henning har fundet en væveskytte oppe i husets skunk. Ifølge Tinglysning.dk er huset fra år 1900.
Senere var det ”Theodor fisker”, der ejede huset og drev fiskeri fra stranden. Theodor er allerede omtalt i hans oldebarn Henning Vestergaards fortælling.
Fiskerhuset bliver til sommerhus
Henning beskriver Theodor og Mary som utroligt fattige og at huset var ved at falde sammen. Da Theodor og Mary blev gamle og flyttede til Vivild, var det var Bodils far, der overtog Fiskerhuset.
Henning beretter om, hvordan det gik til:
”Det var en sjov handel - min svigerfar var smed, og var hernede i den anledning. Da siger Theodor: ”Jae, huset skal også snart sælges, vi er blevet for gamle til at bo her”.
”Hvad koster det?”, spurgte smeden,” 30.000”, sagde Theodor. ”Så vil jeg godt købe, når du ikke vil være her længere”, kom det fra smeden.
De får aftalt handlen og givet håndslag. Men kort tid efter ringede Theodor: ”Smed, du skal komme, jeg har fået et problem. En sagførerski´ fra Aarhus har budt 5ooo mere. Nu er det op til dig, smed, jeg vil jo helst sælge til dig, men jeg har ikke råd til at sige nej til de 5000”.
Smeden VILLE have huset og tog ned til Theodor. ”Så er det nu, sagde Theodor bestemt, ”og jeg vil have pengene nu og vi skal lave papirer nu! Smeden fik lynhurtigt skaffet de 35.000 i banken, for Theodor ville have sine penge NU!
Folk undrede sig over at smeden ville købe huset, for det var som nævnt forfaldent. Bodil husker, at hylderne i køkkenskabene var dækket af en masse lag aviser. Når de var blevet for sølle, var der kommet nye aviser ovenpå. Hun husker også Theodors hønsehus og de mange mirabelletræer, der gjorde at man ikke kunne se vandet. Det gik man ikke op i dengang.
Men sådan gik det til, at det ikke var en aarhusiansk sagfører, men smeden fra Auning, der blev den næste ejer. Smeden hed Frode Houlberg Christensen og hans kone hed Clara. De overtog huset i 1961 og brugte det som sommerhus.
Bodil, der er årgang 1945, kan huske, hvordan hun kom her som stor skolepige:
”Jeg hadede at være her”, erindrer Bodil. ”Dengang lå det helt muttersalene kun med marker omkring. Jeg var så sur, når vi skulle herud. Far kørte os herned og mor havde ikke kørekort, og så skulle vi bare være her”.
Dette foto fra 1961 viser hvordan Fiskerhuset så ud dengang og hvor ensomt, det lå
Da smeden købte huset, ville han sammen med en anden mand forbedre noget på det forfaldne hus. Det var en varm dag og de sad og holdt frokostpause. Smedens makker sagde så: ”smed, det hælder!” Ja ja, svarede smeden, det skal det”. Men lidt efter kom det: ”nu hælder det altså lidt mere”. ”Ja det er godt med dig”, kom det sindigt fra smeden. Men de havde åbenbart fjernet noget bærende, så huset faldt sammen. De skyndte sig så at lave nogle nye mure på soklen for de var bange for at de ellers ikke fik lov at bygge op igen. Det blev så til det senere anneks. Det oprindelige hus og annekset var i mange år forbundet med en mur.
Tegning af Fiskerhusets indretning, da det var sommerhus
Smeden havde eget vandværk ved huset, men da hele området skulle have indlagt vand, skulle han stå for det, og så synes han, han var nødt til selv at komme med i vandværket.
”Jeg har købt huset”!
Mange år senere, da Bodil er blevet gift med Henning - der er årgang 1943 og landmandssøn fra Øster Alling - var det mest Henning, der vedligeholdt huset. Smeden blev syg og døde som 65-årig.
”Du må aldrig sælge huset, havde svigerfar sagt til mig”, fortæller Henning.
”Min svigerfar døde alt for tidligt, og svigermor var ikke interesseret i at komme her derefter. Jeg var den der passede det, men på et tidspunkt sagde jeg, at nu må I beslutte jer”.
Bodil havde ikke de bedste minder fra huset og bekendtgjorde: ”jeg vil aldrig have det sommerhus!” Henning fik imidlertid huset vurderet og fik aftalt med Bodils søster, Marianne, at hun fik halvdelen. ”Hvad så med den anden halvdel?”, spurgte Bodil. ”Den har jeg købt!”, sagde Henning til fruens store overraskelse.
I dag indrømmer Bodil, at det var godt, de gjorde det. De har nu boet her på helårsbasis siden 2005 efter at have boet i Auning. De har bevaret navnet Fiskerhuset - det står over døren, og navnet indgår også i deres mailadresse.
Huset set fra sydsiden
Der er dog ikke megen lighed med det lille ydmyge hus, som først var vævestue og senere fiskerhus og derefter sommerhus. I dag fremstår huset særdeles flot og imponerende med de to oprindelige huse bygget sammen med et stort glasparti – hvor der før var gårdsplads.
Huset set fra sydsiden
Brand og genopførelse
Der har dog været lang vej, før huset kom til at se ud som det gør i dag. ”Vi overtog huset i januar 1997 og var hernede i maj måned. Der var varmt den dag. Jeg satte ild til et bål nede mod vandet, men en pludselig hvirvelvind rejste sig og førte en gnist op på rygningen af annekset. Der var stråtag på, og ilden fik lynhurtigt fat.
Vi ringede til brandvæsenet kl 12, men kl 15 var det hele jævnet med jorden, det gik meget stærkt., Naboer hjalp med at kaste vand på den gamle del af huset, men for sent. Det løb inde i stråene, og der kom røg ud af begge ender. På et tidspunkt var brandfolkene bange for at Ole Bendixens hus (Nordvangsvej 70), der også havde stråtag, ville være det fare. ”Det er rent krudt”, lød det fra dem. Men så galt gik det heldigvis ikke.
”Bagefter ville vi genopføre det og bygge de to huse, sommerhuset og annekset, sammen. Det fik vi nej til i første omgang, men vi ville ikke give op så nemt og fik nogle folk fra amtet herud.
”Det er et gammelt boelsmandssted, det skal opføres, så stilen bevares”, sagde de. Vi havde egentlig fået tegnet noget, der lignede et skagenshus, men sådan måtte det ikke se ud. Det skulle være med sort eller mørkt tag og med selve huset i hvidt eller cremefarvet. ”Men så kan I også bare bare gå i gang, lød det” og det er så det, du ser her i dag”, forklarer Henning. ”Og vi skulle så absolut ikke have stråtag igen – aldrig mere stråtag”, bedyrer han.
Plan for husets genopførelse, 1998
At det oprindelige hus er gammelt, fremgik også tydeligt, da det skulle restaureres. Der var ingen sokkel, huset stod på kampesten. Disse skulle graves ud, pga. den fugt, der var i huset og det var et hestearbejde, husker Henning.
Tegning af det nuværende hus
Aktive seniorer
Som nævnt er Bodil årg. 1945 og Henning årg. 1943, men det kan man hverken se eller høre på dem. De passer uden problemer det store hus og den ligeledes store grund, hvor Henning kan lide at gå og lave div. forbedringer og tiltag. ”Jeg skal jo have tiden til gå”, griner han og fremviser bl.a. et sindrigt vandløbssystem, han har lavet. Ligesom han har lavet værksted i Theodors tidligere kartoffelkælder.
Her ses Henning Wittrups kunstfærdige vandløbssystem i haven
Han fortæller historien om da han, sammen med en pensioneret murer, var ved at grave ud til sit værksted. Pludselig stoppede mureren op og sagde: ”nu står jeg her og graver igen. For mange år siden, på min første dag på min læreplads, blev jeg sendt herned, hvor vi gravede ud til sokkel - og nu står jeg lige præcist her og graver her igen!
Henning og Bodil er desuden ivrige sejlere og fra Pinse til august sejler de rundt i deres motorbåd, ikke kun i Danmark, men også i bl.a. Sverige og Tyskland.
Begge er fortsat glade for at bo i huset, men om vinteren får Bodil lidt lyst til at flytte, for hun synes, der er lidt mørkt og øde herude. Den tankegang kan Henning slet ikke tilslutte sig: ”tænk på den fantastiske stjernehimmel, vi har herude – og på dyrelivet, fasanerne og rådyrene osv!”
Henning og Bodil Wittrup ved indgangen til deres hus
Og alderen er heller ikke noget problem: ”Det er jo bare et tal. Og jeg er heldig, jeg ved hvordan jeg ser ud, når jeg nu snart fylder 80 – det er ikke alle, der kommer til at kunne sige det”, siger han med et glimt i øjet.