Kjeld Nikolaisen
tidl. Nordkystvejen 42 (Anines gård)
(Tine Rydahl)
Nu om stunder er det blevet almindeligt, at folk ikke så gerne tager telefonen, når det er et ukendt nummer. Men det gjorde Kjeld Nikolaisen fra Auning heldigvis, da jeg kontaktede ham i forsommeren.
Men en sund skepsis er ikke af vejen, så da jeg havde forklaret mit ærinde, kom det: ”jow, det vil jeg da godt, men hva´ er du nu for en jen?” (hvad er du nu for en). Vi fik nu hurtigt lavet en aftale og her er hvad Kjeld fortalte mig om sit barndomshjem, mest kendt som ”Anines gård”.
De, der deltog i mit billedforedrag d. 13.7.23 i Fjellerup, vil genkende dele af historien.
Landevejsridder eller kontrolassistent?
Kjeld er fra 1944 og hans lillebror Gert fra 1948.
Kjelds dåb i kirkebogen (nederste indførsel)
”Men der er én før mig”, beretter Kjeld. Jeg har ikke fundet nogle papirer på ham, men ved, han døde ret hurtigt, måske kun efter et par dage. Han ligger begravet i Fjellerup sammen med vores forældre. Der er en lille, hvid marmorplade med teksten: Sov sødt, Bjarne. Jeg tror, han er fra 1943”.
Anine og Mathis´førstefødte ligger begravet ved siden af forældrene på Fjellerup kirkegård. Her ses tydeligt, at der står Bjerno på stenen
Så måtte jeg (Tine) i gang med slægtsforskningen. Det viste sig, at den afdøde storebror var født på sygehuset i Ørsted og at han døde kun 4 dage efter fødslen, af lungebetændelse.Det viste sig også, at han ikke var døbt Bjarne, men Bjarno. Men det utrolige er, at der på gravstenen står en helt tredje variant af navnet, nemlig Bjerno!
Bjarnos dåb i kirkebogen (nr. 3 fra oven)
Kjeld er døbt i Fjellerup kirke, men forældrene er gift i Nørager, hvordan kan det så være? ”Vi tilhørte jo den gamle Gjesing-Nørager kommune, men der var en vist en præst, der ikke var vores far Mathis´ kop te”, forklarer Gert efterfulgt af et tænksomt: ”La´ wos si´et sån (lad os sige det sådan).
Kjeld og Gerts mor var Anine, døbt Anine Katrine Christensen. Hun var født i Røved i 1909, men forældrene, Kirsten og Jens Pind Christensen havde ejendommen på det der i dag hedder Nordkystvejen 42, da Anine mødte sin mand Matthias (kaldt Mathis).
Gammelt luftfoto af gården, fra før der blev bygget sommerhuse ved vandet
Anine var enebarn og var derfor ikke kommet ud at tjene, men hjalp til hjemme hos forældrene. Hun har bl.a. været med til at bygge stalden ud mod Nordkystvejen, fortæller Kjeld.
Anine som ung
Historien om hvordan hun mødte Mathis lyder at han var en landevejsridder, der kom til gården. Men den historie kan Kjeld afkræfte. Nej, faren var kontrolassistent, sådan én, der kom rundt på gårdene for at måle mælkens kvalitet. I den forbindelse boede han på gårdene et par dage ad gangen.
Anine som ung
Men hvem har nu ret? Det har sønnen Kjeld!Jeg (Tine) fandt Mathis i kirkebogen, da han og Anine blev gift i 1940. Og han står ganske rigtigt som kontrolassistent. Ikke så farverig en historie, men sådan er det jo ofte. Der bliver lagt lidt til, når der fortælles.
Udsnit af kirkebogen, hvoraf det fremgår, at Mathis´ VAR kontrolassistent
Men man kan jo sagtens forestille sig, at Mathis og Anine er faldet i snak, mens han boede på gården og så har de fået et godt øje til hinanden.De var – efter den tid – også godt og vel giftemodne, så i en alder af hhv. 30 og 35 år bliver de gift.
Anine og Mathis
De boede ifølge Kjeld i Karolinegade i Randers et stykke tid inden de overtog gården, der var Anines særeje. Det passer med, at Mathis står som bosiddende i Randers, Skt. Mortens sogn, da de bliver gift.
Anine var hhv. 35 og 39 år, da hun fik Kjeld og Gert, det var også sent dengang.
Mathis var født i 1905 og var fra Sønderjylland. Han var fra Vedsted i Haderslev amt (tæt på Slukefter Kro), der dengang var tysk og han havde gået i tysk skole. Det tyske sprog tog han med sig og talte hele livet et sjovt blandet sprog, som ikke engang Kjeld kunne forstå helt.
Mathis´ dåbsattest. Han er døbt Matthias
Men børnene lærte ikke tysk af deres far, og udtrykket ”Alsor” (eller noget i den retning), som mange nævner at Mathis altid brugte, ved Kjeld ikke hvad betyder. ”Der var it a gør´ (der var ikke noget at gøre), som Kjeld siger og trækker på skulderen, når talen falder på, hvorfor hans far blev ved at tale halvvejs tysk. Mathis var ud af en større søskendeflok på en snes stykker, husker Kjeld.
Kjeld og lillebroren Gert
Skoletiden - da frøkenen brækkede Himmelbjerget på en uvorn knejt
Kjeld var en af de sidste, der gik i Rygård strand skole gennem hele skoletiden. Lillebroren Gert var derimod rundt på alle skolerne, som man brugte i perioden ca. 1957-1969, hvor børnene i området først gik i Rygård Strand skole, så Fjerupgårde, Stenbjergholt og endelig Nørager (se særskilte artikler om dette).
Kjeld fortæller om skoletiden: ”Det var jo som det var på den tid. Først havde vi lærer Jørgensen i ca. halvdelen af skoletiden. Derefter fik vi en vikar, der hed Frida Vestergaard, der senere blev gift med en cementstøber. Til sidst var det lærer Skovrup. De første 3 år i den bette klasse gik vi i skole om tirsdagen, torsdagen og lørdagen. I den store klasse gik vi om mandagen, onsdagen og fredagen. Det sidste halve år af min skoletid gik vi i skole hver dag. Det ene hold om formiddagen og det andet om eftermiddagen”.
”Det kunne ske ind i mellem, at læreren gav en elev et par på kassen og der er også faldet noget af eleverne imellem. Og man drillede hinanden, men det var vel ikke værre end så mange andre steder”.
Rygårdstrand skole. Kjeld Nikolaisen ses bagerst, nr. 2 fra venstre. Lærerinden er Frøken Frida Vestergaard
”Først var det ikke for godt med respekten for den kvindelige vikar, Frida Vestergaard. Men så slog hun fra sig til et par stykker, så det virkelig kunne ses. Og så var der ikke mere. Da hun havde brækket ”Himmelbjerget” på en, var der ro på, griner Kjeld.” (Og ”Himmelbjerget” var så en souvenirstok derfra…)
Her et andet skolebillede fra Rygårdstrand skole, hvor Kjelds lillebror Gert ses nederst i midten.
”Jeg gik bl.a. i klasse med Marie Nielsen, Ruth Toft og Annelise, der nu også bor i Auning”, fortæller Kjeld.
Kjeld som skoleelev
Fra barndomstiden husker Kjeld også, da han samlede kartofler fra Ruingården: ”Vi fik 10 kr og det var rigtigt mange penge dengang. Plus vi fik middagsmad og kaffe”.
Bedsteforældrene Kirsten og Jens Pind
”Kan du huske dine bedsteforældre?”, spørger jeg Kjeld og det kan han heldigvis.Morfaren, Jens Pind Christensen husker han dog ikke så godt, mest at han røg på en gammeldags langpibe. Det gjorde han sammen med Hans Hansen, Sigrid Vestergaards far, der også røg på en sådan pibe og som kunne skaffe tobakken. Man ser nemt de to gamle aftægtsfolk for sig, bappende på deres piber.
Langpibe
For det skulle da være mere end heldigt, hvis der eksisterede et billede af Jens Pind. Dengang gik man i det miljø ikke til fotografen, men i dette tilfælde er der en anden grund til, vi ved, hvordan Jens Pind så ud.
Under krigen skulle man have et legitimationskort, og et sådant fik Kjelds morforældre også lavet og sørme om det ikke er blevet bevaret. Kortene er fra 1941, så nu ved vi, hvordan Jens og Kirsten Pind så ud.
Jens Pinds legitimationskort fra krigen
Kirstens Pinds legitimationskort
Kjeld har Jens Pind og Kirstens vielsesattest fra 1906. Hun er født Kok og fra Røved. Hun er født i 1882 og han i 1876 og han var således 6 år ældre end sin kone. De boede da i Ajstrup, Ødum sogn og blev gift i Ødum Kirke.
Kirsten og Jens Pind som unge
Mormoren Kirsten Pind husker Kjeld bedst, for hun levede også længere end morfaren. Jens døde i 1948, 63 år gammel, mens enken Kirsten døde i 1965, 72 år gammel.
Kirsten og Jens Pinds gravsted i Nørager eksisterer i dag, takket være børnebørnene
Kirsten, der også var døbt Elisabeth, men kun blev kaldt Kirsten, ernærede sig som syerske og Kjeld fortæller, hvordan bl.a. folk fra Fjerupgårde kom til hende for at få syet. Det er også mormorens fortjeneste, at der blev syet tøj til familien Nikolaisen.
Kjeld i jakke, syet af mormoren Kirsten Pind
Fantastisk, at der også eksisterer et billede af Kirsten og Jens Pind, stående foran gården sammen med den lille Anine. Der er vi helt tilbage til ca. 1911-1912
Kjeld fortæller, at det - som skikken var - var en del af kontrakten, at bedsteforældrene skulle blive boende på ejendommen og have kost og brændsel, da hans forældre overtog. Dengang var der ikke noget med plejehjem og både Jens og Kirsten boede på ejendommen til de døde
Kirsten og Jens Pind, taget på samme tidspunkt som legitimationsbillederne, dvs. under krigen
Kirsten Pind foran stuehuset. Her er hun blevet enke
Jeg kunne ikke dy mig for at kigge efter familien i kirkebøgerne. Det er herligt, når der mest er tale om mindre og overskuelige sogne, der skal kigges i. Jens Pinds far (og dermed Kjelds oldefar) hed Kresten Mogensen Jensen, og har måske haft Kjelds barndomshjem, der er fra 1850. Det kan Kjeld hverken be-eller afkræfte, da han ikke kender til sin oldefar. Men noget kunne tyde på at gården har været i familiens eje langt tilbage, da Kresten Jensen også boede i Skovgårde.
Et ældre luftfoto af gården. Her er der meget bevoksning omkring
Krestens kone, Kjelds oldemor, hed Mette Katrine Jensen og var født i Rygårdsstrand, så igen er der tæt forbindelse til området.
Anine og Mathis og livet på gården
Kjeld fortæller at ejendommen lå få meter fra grusvejen, altså den gamle vej hen mod Ruingården, der gik på sydsiden af gården. Han har på væggen i stuen et billede af sin fødegård. I den venstre del af stuehuset var der et rum med hø til kreaturerne.
Det gamle billede af gården med stuehuset i forgrunden. Der var sparsomt bevokset dengang
Stuehuset beskrives af Kjeld som et lille hus, kun med køkken, stue og et værelse, hvor børn og forældre sov sammen, hvilket var helt almindeligt på den tid.
Hvis faren Mathis skulle have levet af gården, skulle han have haft flere køer end de 2-3 stykker, han havde. Men han valgte derimod at blive mælkekusk. Han står i kirkebogen som boelsmand, og definitionen på en sådan er: ”indehaveren af et boelsmandssted, der er betegnelsen for de næstmindste landbrugsejendomme” (Kilde: Wikipedia). Altså mindre end en bondegård og større end et husmandssted.
Kjeld beretter: ”Skovgårde området har aldrig været en rig egn, for jordene er sandede og sølle. Alle var fattige, også os. Min far havde en mælketur, og det var såmænd godt nok. Der var både købmand og brugs i Lystrup, og min far fik en seddel med fra gårdene, hvor han hentede mælk. Den smed han ind til købmanden, Brugsen eller frysehuset og tog varer og kødpakker med retur samme dag eller dagen efter.
Der faldt så sommetider en kylling af fra frysehuset, som et ”frimærke” for at tage varer med”. (Der var et fælles frysehus i Lystrup, hvor man kunne få opbevaret sit kød indtil man skulle bruge det).
”Så vi manglede ikke noget kostmæssigt”, konstaterer Kjeld og tænker lidt over farens rolle dengang. ”Det var også dengang, posten også kom cyklende hver dag, men den tid er jo for længst forbi”.
”Vi havde tøj nok at tage på, men det var hjemmesyet. Vi manglede ikke noget. Vi var med på skoleudflugter og den slags, der var ikke noget der. Det var stort at komme på udflugt, og ud at sejle - er du da towlig”, udbryder Kjeld ved tanken om udflugten til København, der må have været i første halvdel af 1950erne. Han mener nemlig han ikke tilhørte de ældste i gruppen. Lærer Jørgensen havde 1 af sine piger med, plus konen Helene. Vi har også været i Viborg og se Domkirken”.
Kjeld på en skoleudflugt. Han ses nederst th
Jeg fortæller Kjeld, at der går en historie om, at hans mor engang blev slået ned af lynet? ”A ved ik´ vor møj´ der er i´et, (hvor meget, der er i det), men hun har da overlevet”, kommer det tørt fra Kjeld.
”Kunne Mathis også slå på tæven?”, spørger jeg: ”Ikke mere end så mange andre”, lyder svaret.
Han ved ikke, om forældrene var skuffede over, at Kjeld eller broren ikke overtog ejendommen. ”Men man kunne jo ikke eksistere af den alene”.
Havde familien Nikolaisen så et specielt trosmæssigt ståsted? ”Nej, vi var med i den almindelige folkekirke”. Kjeld mener ikke de forskellige trosmæssige retninger betød noget for det indbyrdes forhold mellem folk på egnen: ”Det betød ikke sådan decideret noget, men vi vidste jo f.eks. godt at Skovsens tilhørte Pinsemissionen og Norups Indre Mission. Gert har tjent der, og der bad man bordbøn”.
Dét, der var mest specielt ved gården, var at der aldrig kom moderne bekvemmeligheder ind i Kjelds forældres tid. Længe gjaldt det jo for alle, at de ikke havde strøm: ”Strømmen gik til og med Enevoldsens, da jeg gik i skole”, fortæller Kjeld, der var ingen strøm længere ude mod Fjellerup og da den kom til os, ville min mor ikke have det, for det var for farligt!”
Helt indtil 1991, var der petroleumslamper og til sidst stearinlys som eneste lyskilder. Hvad tænkte du om det? spørger jeg Kjeld. Og igen kommer det: ”Det var it at gøre´(der var ikke noget at gøre). ”Jeg tænkte ikke noget, for du kan ikke tvinge nogen til noget”.
Skulle man vaske sig, måtte man ud at hente vand i i bækken. ”Sådan var det hos alle sammen i starten”, fortæller Kjeld. ”Enevoldsen havde en pumpe, ligesom på en benzintank, der kunne suge vand op. Vandet kom oppe fra marken af og kom ind i nærheden af møddingen. Men der var jo ingen, der døde af det”, konstaterer Kjeld lakonisk.
Bækken, som familien fik vand fra, som den ser ud i dag
Anine og Mathis fik heller aldrig traktor. Det var ellers i den tid, den grå Ferguson traktor kom frem, fortæller Kjeld. ”I min skoletid havde alle heste, så fik de en englænder (traktor), og hestene gik som udbetaling.
Når der skulle høstes, lejede Mathis en traktor. ”De kom med et tærskeværk, og kornet blev herefter solgt. Tit var det Brugsen, der købte det, og det ”gik af på bogen”, som vi sagde”.
Ældre luftfoto af gården
Familien fik heller aldrig bil. Skulle de noget, foregik det på cykel eller med tog. Kjeld husker, hans far tog cyklede til Sønderjylland for at besøge sin familie eller tog toget. Men det var ikke ofte, mælkeruten skulle jo passes.
”De første der fik bil herude, var ham på Strandborg med æbleplantagen og så også Norups”, erindrer Kjeld.
”Anines gård” - Anines sidste år
”Anines gård”, det er sådan gården hedder i folkemunde. Men det VAR jo også Anines gård, eftersom hun havde særeje.
Anine som ældre, hvor hun er blevet enke
Anine som ældre foran stuehuset
”Og al respekt for det, men det var lidt besværligt, da vi skulle sælge den”, husker Kjeld.
Mathias døde i 1981 og Anine i 1993. Anine kom i 1990 i en beskyttet bolig i Lejerbo i Vivild. Hun var sådan set glad nok for at bo der, mener Kjeld, men det gik ikke alt for godt, for hun var som nævnt overhovedet ikke vant til moderne bekvemmeligheder.
Anine og svigerdatteren, Gerts kone, foran Lejerbo
”Det var slet ikke hende med alt det nye og hun var forskrækket over tingene. Jeg husker bl.a., det lugtede fælt fra brusenichen, da vi kom, det var vandlåsen, der ikke havde ikke fået vand. Vi lavede så en aftale med én, der besøgte hende og ordnede den slags”.
Anine i den beskyttede bolig, sammen med svigerdatteren
Anine ville i det hele taget ikke have noget nyt eller være med til noget nyt, heller ikke, da hun boede hjemme.
Dette billede er noget særligt, idet det er det eneste indendørsbillede fra Anines gård. Her er hun blevet ældre og er enke. Hun følte sig bedst tilpas i det lille aftægtsværelse, hvor hendes forældre også havde boet, så her levede og sov hun. Sengen bagved har hendes mor også ligget i. Anine var godt klædt på, for det var køligt indenfor
Da Mathis døde, var hun meget imod at der skulle ral til at dække gravstedet. Det skulle være bar jord. Kjeld ved ikke helt hvorfor, men det hørte sig ikke til, mente hun, selvom det var langt det mest almindelige. ”Da hun så var død, besluttede Gert og mig nu alligevel, der skulle ral på, for det så farligt ud ellers”, tilstår Kjeld.
Gravstedet på Fjellerup kirkegård, som det ser ud i dag
Anine og Mathis´ gravsten på Fjellerup kirkegård
Anine blev meget dement til sidst og kunne finde på at forlade hjemmet uden at kunne finde hjem. Så det kunne ikke blive ved at gå på den måde og hun kom på plejehjemmet Bakkely i Gjesing. ”Jeg kunne ikke blive ved at komme ud og hente hende, når de ringede, for jeg var jo på arbejde og mange gange langt væk”, siger Kjeld. Anine var 84 år, da hun døde, kun 3 mnd. efter hun kom på Bakkely.
Mens der var billeder fra krigen tid af Anines far og mor, og fine billeder af ældre slægtninge, så kneb det voldsomt med billeder af Anine og Mathias (senere dukkede der så flere op, se efterskriften). De lod sig ikke sådan fotografere og at gå til fotograf var helt udelukket. Det var der sandelig ingen grund til at spilde penge på.
Men Kjelds kone Karin var vaks. Da familien var samlet til en barnedåb på Sjælland, blev der taget et billede ud i stuen. Og dermed kom Anine og Mathis også med på billedet. Karin gik til fotohandleren og fik ham til at lave en forstørrelse af et udsnit af billedet. Og sådan gik det til, at vi i dag kan se, hvordan Anine og Mathis så ud som ældre ægtepar. Man kan fornemme, at Anine har været en ydmyg kvinde.
Udsnit af familiebilledet, som Kjelds kone fik lavet og hvor vi kan se, hvordan Anine og Mathis så ud som ældre ægtepar
Da Anine dør, er der flere nekrologer i aviserne. I den ene er hun dog fejlagtigt blevet til Anne Katrine.
Anines dødsannonce
Nekrolog
Gården efter Anines tid
”Gert og Jeg havde den et par år efter vores mors død. Jeg ville måske godt havde haft jorden, men der skulle bygges nyt. Men konen var ikke så interesseret og så blev det ikke til noget.
På et tidspunkt kom der bud fra amtet om at ejendommen stod tom og forladt. De havde været derude uden jeg vidste det, og bestemt, at den ikke måtte stå sådan. Men de var ret fornuftige og vi blev enige om at den skulle kalkes, der skulle sætte træplader for de ødelagte vinduer og at brændenælderne skulle slås - og så var der fred.
Men der var bopælspligt og landbrugspligt, så vi valgte at sælge gården i 1995. Der gik en 3-4 mnd. uden der skete noget, men så kom ejendommen i ugeavisen Aarhus Nord. Og det var kun godt.
En vognmand, vi kendte, havde været forbi ejendommen kort efter. ”Der var mange biler derude i går!”, kunne han berette. Ugen efter kom der et par fra Risskov, der ville overtage inden for 3 dage. Det faldt i hak og de havde alle pengene med i kontanter. Men det var så heller ikke meget, vi fik for ejendommen. 300.000 inkl jorden…
Køberne hed Elly og Leon Larsen og de ombyggede ejendommen. De ville godt udstykke, men ville sælge det som et samlet projekt. Men én fra kommunen sagde, at der ville gå 15 år, før det kunne lykkes, men jeg ved ikke hvorfor”.
Gården, som den så ud i Elly og Leons tid. Her mens maskinhuset er under opførelse
Her er maskinhuset færdigt
Til gengæld mener Kjeld at arealet på nordsiden ned mod vandet, som pt. er mark, kan udstykkes, så der kan blive ca. 22 sommerhuse der. Det er dog ikke hele området ned mod Skovsens, der kan udstykkes, kun ca. halvdelen, da resten ligger for tæt på landevejen.
I dag hedder ejerne og beboerne Pernille og Haissam Taubee. Haissam er taxavognmand. Jeg har besøgt Pernille og Haissam og set, hvordan gården ser ud i dag.
Familien Taubee har indrettet 2 ferielejligheder på gården. Her ses den mindste feriebolig, indrettet i den tidligere stald, hvilket vinduerne tydeligt vidner om
Gården som den ser ud i dag
Den gamle vej
Før den nye vej blev etableret, kunne der være store huller i grusvejen, som sommerhusbeboerne benyttede, så de ønskede at få vejen forbedret. Kjeld husker, at man lavede en såkaldt stenkiste, så vandet fra bækken ved siden af familiens hus kunne løbe under vejen, og det gjorde det nemmere at køre der.
Gården som den ser ud i dag. Den gamle vej fortsatte ind gennem skoven
Før Nordkystvejen, der kom i midten af 1960erne, gik vejen lige bag Anines hus og fortsatte hen til Ruingården. Da vejen blev nedlagt, fik ejerne af ejendommene på strækningen, herunder også Enevoldsens i nr. 36, tilbudt at få vejen brækket op. Men Nikolaisens valgte at lade den være. Kjeld fortæller at nogle sommerhusejere ikke helt kunne forstå, at de ikke fortsat kunne færdes ad den gamle vej.
Et ældre billede af den gamle vej, der gik lige foran stuehuset. Kirsten Pind ses i baggrunden th
Jeg har i Norddjurs kommunes byggesagsarkiv også fundet en sag, der vedrører dette. Men konklusionen var, at ejerne var i deres gode ret til at lukke vejen, der lå på privat grund.
”I Leon og Elly Larsens tid var der nogle sommerhusejere, der mente, de havde vundet hævd på vejen”, fortæller Kjeld. ”Men den gik ikke og vejen blev lukket. Men mens jeg havde gården, spærrede jeg ikke vejen, for jeg gad ikke den ballade, det kunne give”.
Stuehuset, som det ser ud i dag
Da Nordkystvejen skulle anlægges, skete det i etaper, husker Kjeld. Strækningen hen til Dalgård var det en Viggo Sørensen fra Kristrup, der skulle etablere. Men han kunne ikke overholde tidsfristen og måtte ansætte en mand til det. ”Jeg arbejdede også for ham et stykke tid og fik hele 6 kr i timen”, smiler Kjeld. ”Den nye vej kom til at gå hen over det område, hvor Rygård skole havde haft legeplads”.
Gården som den ser ud i dag, taget en vinterdag. Bygningen th ud mod vejen er i dag ferielejlighed
Kjelds arbejde og familie
Kjeld gik ud af skolen efter 7. klasse og kom først ud at tjene på en gård i Lystrup. ”Da var jeg ca. 15 år og fik 1800 kr for 7 måneder, plus kost og logi. Men jeg skulle bo ude i kostalden, hvor der ikke var varme og kun koldt vand at vaske sig i, i et vandfad. Så jeg holdt ret hurtigt med landbruget ”.
Kjeld som ung, her på traktoren tv
Siden har Kjeld mest arbejdet i entreprenørbranchen, men har også samtidig kørt lastbil noget af tiden. Arbejdspladserne lå bl.a. i Vivild og Randers, men de sidste nogle og tyve år i Hallendrup. Kjeld stoppede på arbejdsmarkedet i 2004.
Kjeld har siden 1975 været gift med Karin og de har 3 børn og 4 børnebørn. Efter en kortere periode i Langkastrup som lejere, købte de i 1977 deres nuværende hus på Gerstrømsvej i Auning.
Kjelds bror Gert er gift med Else og bor i dag i Glostrup, så brødrene ses ikke så tit.
Kjeld konstaterer, at der ikke er nogen tilbage fra hans årgang i Skovgårde. Han render dog af og til på personer, der også tidligere har boet i Skovgårde. ”Men jeg ved ikke rigtigt noget mere”, siger han og fortæller, at han f.eks. har svært ved at finde Skovsens tidligere gård, hvis han kører rundt derude. Det kunne jeg så fortælle ham, som en minimal tak for den spændende snak, vi havde.
Stuehuset, sommeren 2023
Efterskrift
Da jeg genbesøgte Kjeld for at gennemgå udkastet til denne artikel, blev jeg særdeles overrasket, for han havde da fundet en sort trækasse med et hav af gamle familiebilleder. Så var det pludselig ikke bare nogle få billeder, der kunne illustrere fortællingen om Anines gård, men mange billeder af både Anine og Mathis, af gården og af andre medlemmer af familien.
Der var også en lille bitte notesbog, som havde tilhørt Kirsten Pind, hvori der var meget nyttige oplysninger om familien. Helt fantastisk!
Kirsten Pinds lillebitte, men meget interessante notesbog. Her er især noteret data på familiens medlemmer
Her en side i notesbogen, hvor bl.a. Kjelds fødsel er noteret, men også storebroren Bjerno, der dog her står som Bjarne
Suppleret med mine egne billeder fra bl.a. kirkegårdene i hhv. Nørager og Fjellerup, er det endt med, at familiens liv er blevet rigtigt godt belyst.
Senere følger en artikel, hvor andre fra området kommer med deres fortællinger om Anines gård.