Inge og Christians opvækst og senere liv
(Tine Rydahl, september 2021)
Fra Ruingården til Skovgård - del 2
1.del handlede om Ruingården og Marie og Jens Peter Jacobsen, der boede der i perioden 1953 til 2004 (Marie døde dog i 2003). Her berettes om børnene og deres opvækst på gården, samt deres senere liv. Igen bygger historien på interview med to af børnene, hhv. Christian og Inge.
Inge
Christian
Der har været dejlig stor interesse for at læse 1.del, herunder er historien blev delt blandt efterkommere af Marie og Jens Peter.
Begge dele glæder mig og jeg iler derfor med at offentliggøre 2.del.
Børneflok på 4
Inge var Marie og Jens Peters Jacobsens førstefødte, der kom til verden i 1948. Allerede året efter blev Christian født. Deres lillebror blev født i 1954, efter parret havde overtaget Ruingården. Mange år senere, i 1968, kom efternøleren Jette og da var både Inge og Christian flyttet hjemmefra. Jette er faktisk født året efter Inge og hendes mand selv fik deres første barn, en pige. ”Så ville de også have sådan en sød, lille en", siger Inges mand Bent med et glimt i øjet.
Marie og Jens Peter med Christian
Til Skovgårde i 1953
Både Inge og Christian kan huske da de kom til Skovgårde i 1953. Christian fortæller: ”Børn er jo altid lidt nysgerrige, så da vi kom, hvem stod på gårdspladsen - det gjorde Bjarne Daugaard. Jeg kom ret hurtigt i snak med ham, og vi var legekammerater gennem alle årene, selvom han var 3 år ældre. Vi har lavet mange ulykker nede ved stranden!”
”Man spurgte os ikke om vi var kede af at forlade Spentrup og jeg kan heller ikke huske, jeg nogen sinde har været det. Jeg har ikke længtes tilbage. Men vi kom der også stadig som feriebørn hos farmor og farfar”, husker Inge.
Det var stort set kun Bjarne, som Christian - og også Inge - legede med.
”Vi blev ikke drillet, og vi var ikke meget fattigere end de fleste. Vi har ikke skilt os ud. Hverken Christian eller jeg stod i forreste række på nogen måde”, siger Inge.
Christian husker dog en enkelt ting, han blev drillet med: ”Min mor fik brugt tøj fra noget familie i Randers. Hun syede en fin vinterfrakke til mig, men lommerne havde lidt en anden farve, og så blev jeg drillet!”
Inge var noget af en drengepige, ifølge hende selv. ”Jeg havde ikke meget forstand på pigeleg, jeg var mere til at lege ude med drengene og klatre i træer. Så vi var mest Bjarne, Christian og mig, og nogle gange også vores lillebror. Dog var der de to piger, Else og Lis og deres bror fra Dalgård, som vi sommetider legede med”.
Inge med Lis og Else fra Dalgård. Skoleudflugt i 1956
Børneliv med pligter
Selv om Inge og Christian næsten har været pseudotvillinger, var der forskel på, hvilke pligter de havde derhjemme. ”Jeg hjalp til både inde og ude, men Christian aldrig inde”, konstaterer Inge. ”Jeg var ikke ret stor, før jeg var med til at slagte harer og kaniner, jeg skulle lære det hele, så jeg kunne komme ud og tjene. Vi hjalp meget til på gården og tog det ikke som arbejde, vi var bare en del af noget.
”I starten var det eneste, der var på markerne, græs, og vi skulle slå hø og stakke det. Så vi stakkede hø og stakkede hø. Vi ventede kun på at komme ned til stranden og bade. Vi var ellers ikke vant til at komme til stranden, kun når vi var på udflugt til Sødring med farfar og farmor. i Skovgårde badede vi til langt hen på året, også de voksne”.
"Der var meget at se til på gården, der var både køer, grise, heste og høns. Nogle år havde vi mange kaniner. Det største arbejde var nok kartoflerne - vi havde rigtig mange. De blev samlet op i efterårsferien. Det var derfor, man kalder efterårsferien for kartoffelferie . Når vi gik i gang, var hele skolen med til at samle kartofler. Hvis vi ikke blev færdige i løbet af ferien, cyklede Jens Peter hen til læreren og forklarede situationen. Så fik vi et par dage mere i kartoflerne".
Maries søstre var med på gården i pensionatstiden. Inge husker, at når de alle havde været i kartoflerne, sad de på stranden i deres "kartoffelkluns" på et stort tæppe efter de havde været ude og bade.
Strandliv i Skovgårde 1956
”Vi skulle selvfølgelig lave noget, når vi kom fra skole. Jeg var træt af altid skulle samle kartofler op”, fortæller Inge. ”En dag havde jeg taget en veninde med hjem, hun skulle ellers hjem og plukke æbler og det havde hun heller ikke så meget lyst til. ”Dejligt du har en med hjem til at hjælpe”, lød det blot fra mine forældre, da de så veninden - og så syntes hun alligevel, hun lige så godt tage hjem”.
Marie og Inge
Legetid uden overvågning
Men der var heldigvis også tid til at lege. ”De første 2 år var det Grethe, min mors lillesøster, der hjalp til på gården”, husker Christian. ”Jeg yndede at grave i Slotsruinens voldgrav, tit sammen med Bjarne. Når jeg skulle ind i baljen for at blive vasket, kunne jeg godt finde på at gemme mig og være svær for Grethe at indfange. Det kunne også meget nemt ske, at der røg en bold gennem et vindue.”
Inge var med til at lege indianer i voldgraven og både hun og Christian husker, der var spejdere på lejr ved ruinen. ”Vi smagte spejdernes mad, som de lavede over bålet”. Inge og Christian var ikke selv spejdere. ”Det var der ikke noget der hed, det var for dyrt”, fortæller Inge.
Spejdertrop fra Vildbjerg på sommerlejr i Skovgårde 1964
Dengang var der kæmpehøje træer hele vejen rundt ved ruinen og en åben plads i midten, hvor der også blev holdt sommerfest.
Sommerfest ved Voldstedet i Skovgårde.
Man parkerede ved Ruingården
Så legede man ”To mand frem for en enke” sammen med de voksne, og Johannes spillede der sommetider.
Sommerfest ved Voldstedet i Skovgårde
De to søskende legede også i skoven ved de tyske kanonstillinger. ”Vi kunne kravle ind i våbendepoterne dengang”, fortæller Inge. ”Vi havde lært at passe på ild. Men det var sjovt at tænde ild i en af de brønde, der var i forbindelse med tyskerstillingerne, og det tænkte vi ikke kunne være farligt. Men havde ikke tænkt på, at der var græs på kanterne af brønden og så gik der ild i dette og ilden bredte sig. Det var ikke godt, men vi fik det da slukket.
Vi stank af røg, da vi kom hjem, men ”vi havde ikke lavet noget…”.
Inge husker, de havde et hyr med at familieturene skulle gå andre steder hen de næste mange gange, så de voksne ikke opdagede det afsvedne areal. Inge og Christian var 10-12 år dengang.
Inge, Bjarne og Christian havde i det hele taget meget sjov sammen, erindrer både Inge og Christian. Dengang færdedes børn jo på egne hånd, på godt og ondt, men en gang var det ved at gå galt, husker Inge: ”Smeltesøer på isen (ude på havet) var gode at løbe på skøjter på, det gav store, spejlblanke flader, hvor isen ellers kunne være meget ru. Så derude skøjtede vi, men da vi skulle ind igen, havde isen sluppet ved vandkanten. Skulle vi nu løbe den ene eller den anden vej?! Vi tænkte, at mod Fjellerup er ud mod havet, så vi valgte at løbe mod Lystrup. Og vi kom da også ind igen, men kom noget senere hjem end normalt. ”Hvor har I været!?”, spurgte vores forældre? Men vi fortalte ikke noget til dem.
De der ”tænk-dig-om ting”, oplever børn ikke i dag”, konstaterer Inge.” Vi prøvede ting af, løb og cyklede over store afstande. Vi var også tit med Johannes med ude og fiske, vi hjalp med at ro og med at gøre garn rent. Det med garnene var det mest trælse. Men vi kom ikke med, hvis det var dårligt vejr. Det var Johannes, der bestemte og vi gjorde, som han sagde - ikke noget med at spille klog”.
De store passer de små
Det var de store søskendes ansvar at passe på lillebror. Det gik ikke altid så godt…
Christian husker, de en dag var ude ved kartoffelsorteringsmaskinen: ”De voksne var inde og spise frokost og min lillebror, der var en pilfinger, fik fingrene ind i et tandhjul, mens jeg drejede på et håndsving på den anden side. Det var ikke så godt og det gjaldt om at få fat i en, der havde bil . Det havde Alfred i Rygårde, og så gik turen til Ørsted sygehus, hvor min lillebror fik syet sin finger på igen. Jeg gemte mig omme bag laden, for selvom jeg mente, det ikke var min skyld, skulle jeg jo passe på ham”.
Kartofler i laden
Inge husker en tilsvarende oplevelse. Hun skulle passe lillebror og da hendes mor spurgte, hvor han var, svarede Inge: ”det ved jeg ikke - og jeg er også ligeglad". Smak! sagde det så, og Inge fik en syngende lussing.
For selv om børnenes mor, Marie, på mange måder var moderne, gjaldt det ikke børneopdragelsen. Der var som hos de fleste dengang - kontant afregning, hvis man havde lavet noget galt eller svaret igen.
Inge og Christian
En solid barndom
Om barndommen siger Christian: ”Vi havde det sådan set godt nok. Især om sommeren med alle de sommergæsterne og ung pige i huset”.
Inge supplerer: "Man kan sige, vi fik en god og solid, kristen opdragelse. Om end vores forældre ikke var egentlig religiøse. Religion gik vi ikke op i til daglig".
Inge har gået i søndagsskole hos Norups. ”Farmor var Grundtvigianer, mens mormor hørte til Indremissionen. Jeg var med farmor i kirke, og hun fortalte mig om forskellige måder at se tingene på. Derhjemme var vi som sagt ikke religiøse, om end mor og far med i valgmenigheden. Men vi bad aftenbøn".
På vej til skoleudflugt 1956
Af gode ting fra barndommen sammen med deres forældre, husker børnene at selvom deres far og mor havde travlt, var de også med ude og spille ”Antonius” om aftenen. Og at deres mor pakkede madkurv, de tog med på stranden.
Strandliv i Skovgårde
Christian husker en episode fra ca. 1955-56.: ”Der stod et kæmpe poppeltræ på hjørnet oppe ved vejen, så det var svært at komme rundt i svinget. Kommunen var der for at ordne det, men havde problemer med at få roden væk. Men så havde de da dynamit. Heldigvis var vi alle sammen taget med rutebilen til Randers. For pludselig var der ikke et eneste helt vindue tilbage på vores gård, alle var blæst ud. Theodor Fisker kom derefter og fik sat nye vinduer i. Så kunne man stjæle lidt kit og bruge det til tyggegummi!”
Poppeltræet der ”sprang i luften”
”Jeg var omkring konfirmationsalderen, da vi fik strøm”, siger Inge. ”Der var mere primitivt henne ved naboen, de hentede også vand ved bækken. Vi havde trods alt en pumpe”.
Ungdomstiden
Inge og Christians skoletid kommer til at indgå i en samlet fortælling om skolerne i området. Men om ungdomstiden beretter Inge: ”Jeg måtte ikke føjte, dvs. jeg måtte ikke færdes sammen med drenge, da jeg blev lidt ældre. Men jeg synes selvfølgelig, det var meget spændende. Jeg skulle være hjemme meget tidligt, og kom jeg for sent hjem, fik jeg en skideballe. Christian var bare en lille dreng, der måtte alting”, griner Inge. Mor ville selvfølgelig passe på mig”, tilføjer hun, ”men lige meget hjalp det”.
Ungdomsliv i Skovgårde
”Jeg ville godt have haft lov til noget mere, men så lavede jeg mine egne regler. Når der var bal, ventede jeg til mor og far sov, og så plankede jeg den og cyklede hen til ballet. Eller jeg sagde, jeg var ved en veninde, selvom jeg i virkeligheden var til bal. Jeg havde ikke nogen skrupler, men vi lærte da ellers at opføre os pænt”.
Da Inge og Christian blev unge, var de ikke så meget sammen mere, men kom i forskellige kredse. ”Jeg havde ikke veninder i sommerhusene, men fik veninder i skolen”, siger Inge. ”Jeg kunne også lide at dyrke ting væk fra mine forældre”.
”Jeg var ikke med til at holde fest i skoven ved barakkerne, som Christian var”. Han fortæller: ”Jeg fik en masse kammerater fra sommerhusene i Skovgårde. Vi var rigtigt mange, en 15 -20 stykker, der holdt nogle gevaldige fester i tyskergravene, da vi var 16-18 år. Vi fik masser af bajere osv., men ingen havde ondt af det, for vi forstyrrede ingen. Jeg var den eneste” indfødte,” der var med der. Bjarne var ældre og var allerede flyttet hjemmefra”.
”Om vinteren mødtes vi på værtshuset ”P. Smed” i Randers. Det betød ikke noget, jeg var fra Skovgårde. Det var både piger og drenge, der mødtes. Vi havde også nogle steder i private hjem, hvor vi kunne være, hos dem, der gad huse os. Vi var en større flok, så ikke alle ville lukke os ind. Men vi opførte os pænt, synes vi selv... Det stod på til ca. 1969-70, men jeg har ikke haft kontakt med de andre i mange år.
Det var en god tid og jeg husker, jeg kunne låne mine forældres bil og køre til Randers”.
Bedre tider, men ikke store ændringer i levevis
Med den bedre økonomi, efter salg af sommerhusgrunde, blev der nemlig til brugt bil og nyt hus. "Mor ville ikke rejse, men det ville far gerne have gjort. Han ville gerne have besøgt de tyske familier”, forklarer Inge.
Der kom dog en luksusting på gården, nemlig en swimmingpool. Swimmingpoolen på Skovgård blev senere også flittigt brugt af Inge og Bents børn. De ville hellere feriere på gården og herunder bruge poolen, end at bo i det sommerhus, som Bent byggede på Fyrrevej 1.
Efter udstykningerne kom der swimmingpool på gården, her billede fra 1981
Flere kan huske, der blev solgt jordbær fra Ruingården, men det har formentlig mest været efter Inge og Christians tid. Jeg (Tine) husker, at vi altid købte jordbær fra Ruingården og i en tidligere historie her på siden, fortæller Helle Kristensen, at hun og en veninde plukkede jordbær for gården.
Det blev der af dem...
Efter Christian var færdig med 7. klasse, mente han ikke, de kunne lære ham mere… ”Det var bedst, jeg fandt på noget andet”, tænkte han og kom til landbruget. ”Men en konsulent fra Landboforeningen, der kom til mine forældre, fik mig overbevist om at 7. klasse ikke var nok. Jeg kunne komme f.eks. komme på højskole eller ungdomsskole. Så i 1963 kom jeg på Vivild ungdomsskole hen over en vinter - og der lærte jeg lige så meget som de foregående 7 år!
Derefter kom jeg til landbruget igen de næste par år. Men så kunne jeg se mine kammerater få lærepladser, og at de kørte hjem kl. 16 eller 16:30. Da var vi først på vej i stalden og var først færdige kl 19. Elektrikeren i Fjellerup søgte en lærling, og det sprang jeg på. Jeg blev først elektriker, og siden hen kølemontør. I 1982 kom jeg til Findan i Allingåbro. Efter 2 år ville ejeren sælge, så var vi 5 medarbejdere, der købte firmaet og havde det indtil 2015. Jeg stoppede selv i 2010 og gik på efterløn", slutter Christian.
Inge fortsatte derimod i skolesystemet og kom på Realskolen i Allingåbro i 3 år. Derefter kom hun i lære på restauranten i Håndværkerforeningen i Randers. Det var omkring 1965-66. Allerede da hun var kun ca. 15 år, mødte hun sin kommende mand Bent, der er tre år ældre.
Da de blev gift, overtog de deres nuværende hjem på Gl. Fjellerupvej 23, der skulle være fra 1956.
At være gift og få børn passede ikke godt sammen med restaurationsbranchen. Inge blev derefter hjemmegående, men så oprettede kommunen et dagplejesystem og Inge ville gerne være dagplejer. I dette hverv fik Inge en arbejdsskade, da hun faldt med en trækvogn. Hun kom i revalidering og fik derefter tilbud om at blive uddannet som pædagog efter at have arbejdet som dagplejer i 24 år.
Det er også fra ejendommen Bent har drevet sin tømrervirksomhed, indtil en arbejdsulykke i 2004, hvor han brækkede ryggen, satte en stopper for hans arbejdskarriere.
Både Inge og Christian er i dag pensionister. Ingen af dem bevarede kontakten med Bjarne efter børneårene. Men de to søskende ser meget til hinanden, herunder rejser de sammen og går ture.
Inge og Bent bor som nævnt fortsat på Gl. Fjellerupvej og Christian og hans kone bor i Fjellerup, så ingen af dem er ikke kommet ret langt væk hjemmefra.
Se også:
Fra Ruingården til Skovgård: Interview med Inge Nielsen og Christian Jacobsen, del 1