En tilfreds mand
Interview med Egon Jacobsen, Auning
tidl. Nordkystvejen 30,
(Tine Rydahl, marts 2023, rev. marts 2024)
Skolegang i 6 ½ år
Egon er født i Rygård strand i 1944 og er – som han selv udtrykker det – en ”hovsa”. Han havde 3 ældre brødre og skulle sådan slet ikke have været født, konstaterer han lakonisk.
Egon fødsel i kirkebogen 1944
Familien boede på et statshusmandsbrug, der i dag har adressen Nordkystvejen nr. 30 og som rummer en arkitektvirksomhed ved navn TP ArkCon.
”Min far kom hertil i 1924 og startede med 4 kvier.
Jeg har tilbragt al min skoletid i Rygård Strand skole”, fortæller Egon. ”Det meste af tiden med lærer Jørgensen”.
Rygård strand skole. Kilde: Rougsø Lokalhistoriske arkiv)
”Marie Skovsen og jeg var, foruden Karen Bach (fra ejendommen lige ved siden af min fars), de eneste i vores årgang i skolen”, husker Egon.
”Jørgensen slog os ikke, der var nogenlunde respekt. Men der var selvfølgelig også nogle uvorne unger, og jeg selv har nok ikke altid været ordentlig. Jeg har da stået i hjørnet (skammekrogen) et par gange.
Jeg husker, jeg engang skulle sidde efter. Jørgensen havde fået bil, og skulle på posthuset. Imens skulle jeg så sidde i klassen og skrive noget. Konen Helene holdt øje med mig, men så blev jeg inviteret ind på lagkage og saftevand, og derefter hjalp jeg hende med at bære kasser med æbler ind.
Efter nogen tid sagde Fru Jørgensen: ”Nå, nu må du hellere gå ind igen”. Så lærer Jørgensen opdagede ikke, jeg havde været væk!
Familien Jørgensen havde selv børn, men de var ældre. Den yngste, Kirsten, var 18-19 år, da jeg var 13, og hun var med som hjælper, da vi var på udflugt til København.
Egon ses som nr. 1 fra venstre i 1. række. Herren helt til venstre er en guide. Lærer Jørgensen og hans datter ses helt til højre.
Egons kommentar til billedet: ”Jeg ligner en druknet mus”…
Da Egon var barn, var der tit isvintre i Rygårde. ”Jeg har gået på isen helt ud til sejlrenden ind til Randers. Det var 3 km ude i havet, så det kunne have gået helt galt, hvis der havde været en revne i isen. Godt min far og mor ikke vidste det…
Ud af skolen
Jeg stoppede i skolen i 1957, ½ skoleår for tidligt. Jeg har dermed kun gået i skole i 6 år, plus perioden fra efterår til april det sidste år.
Jeg skulle selvfølgelig have gået der hele året, men lærer Jørgensen rejste fra skolen, da han flyttede til Gjesing. Hans midlertidige afløser var Frøken Sørensen. Hun blev senere gift med en cementstøber fra Drastrup.
Den næste faste lærer var Ove Skovrup og det med skolen kunne vi ikke blive enige om. Jeg har altid haft det svært med skolen, især med at læse og skrive. Så jeg lod bare være med at komme i skole. Jeg var der vist et par gange i det sidste stykke tid, men havde imidlertid fået et arbejde, der gav penge og som jeg hellere ville bruge min tid på.
En dag, hvor jeg er 13 år, kommer der en vognmand fra Lystrup, Ove Terkelsen, ned til min far.
Min far havde en engros købmandsforretning, der solgte alt muligt – mel, sukker, margarine, cement, petroleum osv. Det eneste, han ikke handlede med, var stærke drikke. Han havde også mølleri og savværk, og han havde en valse og gruttede korn osv. Der kom først strøm i 1934-35 og indtil da brugte han en stor petroleumsmotor.
Vognmandens medhjælper var ikke mødt ind om morgenen, så Terkelsen kørte derfor ned til min far. Han vidste vi var to og kunne hjælpe ham. Så begyndte jeg at køre grise for Terkelsen, fra jeg var 13 år til jeg var 19”.
Egon beskriver, hvordan de 2 mand løftede grisene op i vognen ved hjælp af en pind, f.eks. et skaft fra en skovl. Pinden førte man ind under grisen og så tog man den i hhv. øret og halen.
”Men skolen, hvad med den?”, vender jeg tilbage. ”Jeg mødte bare ikke op”, fortæller Egon. ”Mine forældre blev dømt til at betale en skulemulkt på 2 kr pr dag, der skulle betales på kæmnerkontoret i Gjesing-Nørager kommune. Men eftersom vi fik 25 øre pr gris, og kørte med ca. 250 grise på en formiddag, kunne det sagtens betale sig!
Da jeg var 16 år, skulle jeg have været i smedelære, men så døde min mor pludselig i 1960, kun 58 år gammel. Min far sagde: ”vil du blive hjemme og hjælpe mig? - det kommer du ikke til at fortryde”. ”Så det gjorde jeg og fortsatte også med grisene”.
Egon husker at Ove Terkelsens far Carl kørte træ ned til Egons far. ”Vi skulle save det i stykker, der passede til brændeovnen. Der var 3000 rummeter træ, der skulle saves hver vinter - det var bidende koldt at stå der og save.
Men da jeg var 19 år, blev det for træls, så da kom jeg til firmaet Hoffman & Sønner, der kloakerede i Aarhus”.
Egon med sin kæreste Henny, inden de bliver gift i 1966
Egon flyttede fra Rygårde i 1967. Da var Nordkystvejen kommet – det var i 1964-65, erindrer Egon, der også husker hvordan vejen før Nordkystvejen gik anderledes henne ved Daugaards.
Egon og Henny som unge
Troende til husbehov
Adspurgt om hans forhold til religion, fortæller Egon: ”Jeg har arbejdet for Jens Norup og Erna, der var med i Indre Mission. Jeg har været i søndagsskole hos dem, men kun 1 gang, det var ikke lige noget for mig. Jeg har været i valgmenigheden, der blev stiftet i 1948, da nogle i Vivild ikke kunne enes. Men der er reelt ingen forskel mellem Valgmenigheden og den almindelige Folkekirke. Så da det pludselig kostede penge at blive begravet mv, så skiftede jeg til den almindelige menighed.
”Er du da ikke troende”? sagde præsten. ”Jo, sådan til husbehov”, var Egons svar. Han beskriver, det er hyggeligt med de ritualer, der følger med og at man ved hvad der skal gøres, når man ikke er her mere.
Kanonstillingen
Egon fortæller om kanonstillingen, der blev fjernet, da Nordkystvejen kom, ellers havde der ligget jern og beton og andre rester efter stillingen, som tyskerne selv ødelagde i slutningen af krigen.
For nogle år siden fik Egon og tre andre (bl.a. Ejvind Nielsen fra arkivet i Vivild) lov af Bjarne Daugaard, der ejede området, til at grave ammunitionsdepoterne ud. Disse var blev bevaret og kan ses den dag i dag (se artiklen om Kanonstillingen i Skovgårde). ”Vi fandt dog ikke noget i depoterne, fortæller Egon, de blev bare gravet ud og renset op, så vi kunne opmåle dem”.
Indgangen til et af ammunitionsdepoterne (foto: Tine Rydahl)
Egon fortæller også om voldene med de træbarakker, der blev brugt som mandskabsbarakker under krigen. De kom efter krigen til flygtningelejren i Hevring. Men eftersom Egon er født i 1944, kan han af gode grunde ikke selv huske krigen.
Mandskabsbarakkerne fra kanonstillingen blev brug i flygtningelejren i Hevring (Kilde: Rougsø Lokalhistoriske arkiv)
Kilde: Rougsø Lokalhistoriske arkiv
Læs mere om kanonstillingen:
https://www.skovgaarde.dk/kanonbatteriet
https://www.skovgaarde.dk/verdenskrig
Egons voksenliv
“Min far og mor led ikke nød, vi kunne godt få fløde på jordbærrene”, som han siger. Jeg fik tilbud om at overtage efter min far, til halv pris, men sagde nej tak.
Men jeg klarede mig alligevel rigtigt godt. Jeg var som nævnt ikke så god til at læse og skrive, men min kone Henny var fantastisk til at læse op for mig, så kunne jeg det udenad derefter. Og så er jeg er rigtig god til at regne”, konstaterer Egon med tilfredshed.
Henny og Egons bryllup i 1966
Min kone, der var fra Lystrup, var gravermedhjælper forskellige steder. Jeg har prøvet 2 gange at skulle ringe med kirkeklokken i Fausing nytårsaften kl 24. 101 slag blev det, det kunne ikke lade sig gøre at slå præcist 100 slag.
”Jeg har aldrig lært noget, men alligevel har jeg lært en masse!
Bl.a. har jeg været blandemester på en elementfabrik i Brabrand. Jeg tror at jeg har stået for 80 procent af betonen i Gellerup”, kommer det ikke uden stolthed fra Egon.
Jeg har lavet alt muligt: jord og beton, forskalling, landbrug, købmand, træ, at slagte grise, gået ved Fjellerup huse, Hoffman & sønner i 20 år, Novopan i 21 år, Bent Arne Steen, der kloakerede hele Fjellerup osv.
Jeg har også handlet meget og har boet 8-9 steder, indtil vi fik huset i Vivild. Bl.a. købte jeg den nedlagte skole i Lystrup og lavede den om til lejligheder. Endelig har min kone og jeg gjort rent i sommerhuse i 25 år.
Henny og Egon med to af deres 3 børn
Egons liv som ældre
For ca. 15 år siden fik Egon den ide at samle nogle af de jævnaldrende, han som havde kørt på knallert med som ung. Det lykkedes og blev så stor en succes, at de forsat samles et par gange om året, sammen med deres ægtefæller. Nogle er dog faldet fra, bl.a. Bjarne Daugaard og hans kone Poula samt Egons kone.
Henny og Egon med to af deres 3 børn
Egon mistede nemlig sin kone gennem 49 år i 2015. Alle hans 3 ældre brødre er også døde, men han har heldigvis 3 børn. To piger, der bor i Dronningborg og en søn i Aalborg. Som et kuriosum fortæller Egon, at hans børn faktisk fik Ove Skovrup som lærer. ”Men det gik nu fint”, griner han.
Børnebørnene, der nu er store, er flinke til at besøge ham og da jeg sagde tak for interviewet, kom de to ældste børnebørn netop på besøg.
Når Egon skal opsummere sit liv, er han meget positiv: ”Jeg har klaret mig rigtig godt. Selvom jeg ikke rigtigt har lært noget, og har svært ved at læse og skrive, har jeg alligevel kunnet en masse - og jeg har kunnet tjene penge!
Helbredet skranter lidt og kort før, jeg skulle besøge Egon, fik han et blackout, så interviewet måtte udsættes. Han døjer med KOL og astma og - da jeg var der 1 gang - med næseblod, men virker ellers glad og tilfreds og deltager i mange ting. Men det piner ham, at han ikke længere magter at gå tur med Birgit Thygesen og de andre, der går gruppeture i området. Til gengæld er gruppen flink til at få fat i ham, når turen er slut, og der skal drikkes kaffe.
Ud over beretningen om Egons eget liv, fik jeg også en masse fortællinger om andre personer og steder i Skovgårde og Rygårde, hvilket ikke mindst var grunden til besøget hos Egon. Disse fortællinger er nu gemt i ”banken” og kan bruges til andre artikler om Skovgårdes og Rygårdes historie.
Egon stiller ikke store fordringer til livet. Da jeg spurgte ham, om han var faldet til i lejligheden i Auning, lød svaret: ”bare jeg har et sted og være og ikke sulter og fryser, så er det godt”.
Men han har gode minder fra huset i Vivild, som han og konen boede i fra 1988 og som Egon først solgte for 2 1/2 år siden.
Det med at læse er stadig ikke noget, han gør i. Højst kigger han lidt i Lokalavisen. Men derfor kan man jo godt følge med. Og hukommelsen og fortælleglæden fejler absolut ikke noget!